Udbruddet af afrikansk svinepest i Spanien betyder, at enorme mængder kød skal finde nye veje rundt i både Europa og globalt, skriver Danish Crown der holder noteringen for uge 52 og uge 1 uændret.

- Vi står i en situation, der på mange måder minder om den, vi oplevede, da Tyskland blev ramt af afrikansk svinepest. Alle aktører fokuserer på at afsætte deres varer ferske, og det gør markedet meget volatilt og anspændt, fordi det får nogle indkøbere til at vente med at placere deres ordrer til sidste øjeblik, fortæller Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.

Det er først og fremmest priserne på forender og skinker, der forhandles om. I juleperioden er der mange kunder, der enten har helt lukket eller kører med en stærkt reduceret produktion, og det sætter helt naturligt sit præg på markedet.

Til og med d. 23. december er der et godt salg til den danske detailhandel, men mellem jul og nytår er det tilbage på de normale niveauer.

- Juleperioden er altid et puslespil, men i år er det med mange flere brikker end normalt, fordi der er mere kød i markedet. Derfor vil der også være flere af vores sælgere på arbejde end normalt, for vi skal hele tiden være klar til at gribe de muligheder, der opstår i markedet, siger Per Fischer Larsen.

Fra d. 29 december normaliseres vægtgrænsen ovenpå årets fremrykning og stiger derfor med fem kilo. Dermed vil den igen hedde 77,0 - 101,9 kg.

Noteringen for uge 2 fastsættes fredag den 2. januar.

Finans