Fredagens WASDE-rapport bød ikke på de store overraskelser, lyder budskabet fra Agromarkets i en markedskommentar mandag.
Fredag udkom den seneste WASDE-rapport, og den stemte i vid udstrækning overens med forventningerne til den.
I hvert fald hvis man spørger Per Brems Jensen, der er råvarehandler ved Agromarkets.
Han påpeger i en markedskommentar, at der alt i alt er set en lille nedgang i produktionen af korn, og at der, »lidt overraskende«, har været en opskrivning i forbruget, så man i sidste ende vil opleve lidt mindre slutlagre.
- Det er forventningerne til majsavlen, som trækker udbytterne ned. Avlen er nedskrevet med 6,29 millioner ton, hvorimod forbruget stadig forventes at holdes oppe på 1.185 millioner ton. Udbytterne for andet korn er nedjusteret med 7,71 millioner ton, men her er forbruget sat lidt ned, så det giver et samlet underskud på 6,66 millioner ton, skriver han i en markedsanalyse.
Øgede forventninger til produktion og forbrug
Efter en opjustering i WASDE-rapporten forventes hveden at overgå sidste års avl, men ifølge råvarehandleren overrasker det særligt, at man også har opjusteret forbruget af hvede med 4,38 millioner ton.
- Det står noget i kontrast til det forbrug, man forventer, hvis man indregner den forventede nedgang i produktion af grise og den manglende købekraft, der eksisterer i nogle af de lande, som importerer hveden, påpeger Per Brems Jensen.
Matif-børsen, som havde åben i en time efter rapporten udkom, reagerede med et lille plus på 0,22 procent.