Fornuftig afsætning holder noteringen i ro
En fornuftig efterspørgsel på oksekød i en ellers normalt stille periode holder noteringen i ro hos både Danish Crown og Himmerlandskød.

Danish Crown Beef holder noteringerne i alle kategorier uændret. Arkivfoto
Efteråret er en traditionel stille periode for afsætningen af oksekød. Således også i Danish Crown Beef, der dog trods årstiden fortsat oplever en fornuftig efterspørgsel fra en række eksportmarkeder.
Sådan lyder det i den ugentlige markedsberetning fra Danish Crown Beef, hvor det også meddeles, at noteringerne i alle kategorier er uændret i uge 43.
Afsætningen på eksport er fortsat koncentreret omkring de sydeuropæiske kunder, der lægger et fornuftigt niveau af ordrer til en fornuftig pris på en række af udskæringerne.
- Vi oplever, at vores kunder i Sydeuropa fortsat har en god appetit på vores produkter. Vi har fortsat et godt setup til eksport, hvor vi sælger til en række markeder til fornuftige priser, siger salgsdirektør i Danish Crown Beef, Henning Sønnichsen.
Detail trækker afsætningen
På det danske marked er det fortsat kampagner til de danske supermarkeder og detailkæder, som trækker afsætningen. Det er også et mønster, som vil fortsætte frem til jul. Danish Crown Beef oplever et fornuftigt niveau af ordre på flere kampagner til de danske kunder.
- Vi kan godt fornemme, at det er efterår, hvor vi oplever en lidt lavere efterspørgsel. Det er helt de mønstre, vi traditionelt ser. Men vi oplever, at det går fornuftige med at få afsat vores varer til en lang række af kunder. Vi er fortrøstningsfulde trods en periode med generelt lavere travlhed, siger Henning Sønnichsen.
Hos Himmerlandskød melder man om et marked for okse- og kalvekød, som ikke har flyttet sig særligt meget. Her har noteringen for uge 42 været uændret.