Tican stikker igen af fra DC's notering

Det tyskejede slagteri Tican hæver nu igen sin notering til mere, end hvad konkurrenten Danish Crown kan tilbyde.

Slagterikoncernen Tican stikker igen til konkurrenten, danske Danish Crown, på sin notering. Således hæver Tican Fresh Meat sin notering med 40 øre og betaler fra uge 14 derfor 13,20 kroner pr. kg svinekød, hvor Danish Crown kun vil betale 13 kroner. 

Det oplyser Tican i sin markedsberetning torsdag. Nyheden kommer efter, at Tican for to uger siden gjorde et lignende udfald, da man også her hævede noteringen med 20 øre mere end den danske konkurrent. Tyskejede Tican har ellers i flere år troligt fulgt markedslederens notering. 

I sin markedsberetning oplyser Tican, at man oplever en god efterspørgsel på sine varer i forbindelse med påskehandlen. Til England og EU er der ligeledes stigende efterspørgsel på både kamme og rygge.

- Skinker og forender handles til uforandrede priser, og her er forventningen, at et skift i vejret med stigende temperaturer vil kunne øge efterspørgslen, samt medføre stigende priser på netop disse produkter, skriver Tican.

En lignende situation ses på bove, trimmings og nakker, hvor efterspørgslen – og heraf følgende prisstigninger – først for alvor vil accelerere, når vi rammer højere temperaturer som startskud til grillsæsonen, vurderer slagteriet. 

- I Australien og Japan bevæger priserne sig i en opadgående retning, og der mærkes samtidig et stigende behov fra kundernes side for at sikre sig råvarer til den kommende periode. Til Kina er der et fornuftigt salg af de typiske Kina-produkter, mens der på hovedudskæringerne opleves en mere dæmpet efterspørgsel fra kundernes side, skriver Tican.

Læs også