For tredje gang på få måneder hæver slagteriet Tican sin notering til et niveau højere end konkurrenten Danish Crown, man ellers i flere år har fulgt troligt.
Det privatejede slagteri Tican bryder nu for tredje gang i år med traditionen om at følge i hælene på markedslederen Danish Crowns svinenotering. Tican har for næste valgt at hæve sin notering med 20 øre, så den lander på 14 kroner ligeud, pr. kg svinekød, mens Danish Crown for femte uge i træk har valgt at beholde noteringen på 13,8 kroner pr. kg svinekød.
Tican fortsætter altså med periodevis at stikke af fra Danish Crowns notering – noget, man også gjorde tilbage i marts.
Tican oplyser i sin ugentlige markedsberetning, at man forventer en stigende efterspørgsel den kommende tid. Specielt nakker og kamme er kraftigt på vej opad prismæssigt. Det samme ser man på alle varer med ben, hvor der presses prisstigninger igennem.
- På produktionskød som bove og trimnings mærkes der så småt en bedring i efterspørgslen, uden at det dog har været muligt at forhøje priserne nævneværdigt på den korte bane. Eksporten til Asien er stabil, og markederne er forsat præget af, at blandt andet USA og Brasilien er aggressive i deres salg for at sikre sig ordrer ved de respektive kunder, skriver Tican.
Torsdag beskrev Danish Crown i sin markedsberetning ligeledes en øget aktivitet ovenpå stigende temperaturer i Europa, der får gang i grillene. Alligevel fastholdt man noteringsniveauet, ifølge Mads Stougaard, markedsdirektør i Danish Crown, fordi vejret skal fortsætte med at være godt i en uges tid, før man begynder at se et egentligt skifte i efterspørgslen.