Kreaturnoteringen dykker på ny

Danish Crown Beef sænker for anden uge i træk sin notering på kreaturer i alle kategorier.

Markedet for okse- og kalvekød er fortsat præget af skiftet fra ferie til hverdag, som lægger en dæmper på aktiviteten. Det skriver Danish Crown Beef i sin ugentlige markedsopdatering. Her fremgår det, at noteringen dykker med 40 øre i alle kategorier. I ugen forinden blev noteringerne sat ned med 50 øre efter en lang periode med nærmest uændrede noteringer.

Ifølge slagterikoncernen formår man at afsætte til fornuftige priser, men handlen foregår på et trægere niveau.

- Ligesom ved alle andre skift i markedet vil der være nogle udskæringer, som kommer op i niveau, mens andet naturligt daler en smule. Markedet signalerer en smule træghed, hvilket vi også mærker på kampagnetrykket. Lige nu foregår aktiviteten primært i almindelig handel, men vi har kampagner i støbeskeen sammen med vores kunder i den nærmeste fremtid, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Verdensmarkedspriserne for biprodukterne er faldet markant hen over sommeren, og det begynder at slå negativt igennem på noteringen for slagtedyrene. Ligeledes ligger markedet for huder næsten stille hen over sommerperioden og afventer, at garverierne starter op igen efter ferien, skriver Danish Crown.

På markederne udenfor Danmark er billedet det samme. Priserne er fortsat fornuftige, men aktiviteten de seneste uger har været tilsvarende det danske marked, hvor afsætningen sætter sig.

- Det italienske og spanske marked fortsætter egentlig i fornuftigt prisniveau indtil videre, mens det græske marked præges af en træghed, som blandt andet skyldes en forlænget weekend grundet helligdag, udtaler Henning Sønnichsen.

Læs også