Kødmarkedet sukker efter grillsæson

Slagtesvinemarkedet trænger til prispositive impulser, som blandt andet grillsæsonen kan sætte gang i, skriver Danske Svineproducenter.

Den generelle markedssituation er uændret på det tyske slagtesvinemarked. På den ene side er slagteklare grise meget efterspurgte og kan afsættes uden problemer. På den anden side klager slagterierne over manglende prisstigninger på kødmarkedet og dårlige avancer.

Det skriver Danske Svineproducenter i sit nyhedsbrev.

Den tyske slagtesvinenotering var således onsdag uændret 2,20 euro pr. kg (cirka 16,39 kroner).

På ISN’s grisebørs blev der solgt otte slagtesvinepartier til 2,35 euro (cirka 16,91 kroner) i gennemsnit i fredags, og yderligere otte slagtesvinepartier til samme pris i tirsdags.

Markedseksperter i Tyskland forventer, at den tyske slagtesvinenotering vil fortsætte med at stige i de kommende uger. Imidlertid trænger markedet til nogle prispositive impulser fra kødmarkedet, hvilke for eksempel kan komme, når grillsæsonen starter for alvor, lyder det i nyhedsbrevet.

Læs også