Svinenoteringen står stille

Det europæiske marked for grisekød holder juleferie, og indtil starten af januar er der fokus på at levere de ordrer, der allerede er aftalt, lyder det fra Danish Crown.

- Vi har stor fordel af at kunne fryse en meget stor del af det, vi slagter de sidste par dage inden juleaften og de tre dage mellem jul og nytår. Derfor kan vi slagte på fuld damp, mens mange af vores kolleger rundt om i Europa går ned i tempo, lyder det fra Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork, i selskabets markedsberetning onsdag eftermiddag.

Markedet i Europa er ikke noget at råbe hurra for, men en god efterspørgsel fra Asien er dog med til at stabilisere markedet. 

Markedet for udbenede varer som kamme, bacon, skinkemuskler og bove er stabilt. Det samme gælder brystflæsk, mens hele forender og skinker siver en smule.

God efterspørgsel

- Billedet i Europa er typisk for årstiden. Den eneste forskel i år er det store udbud af tyske varer, men mange af vores tyske kolleger slagter i øjeblikket betydeligt mindre end for et år siden, og det er med til at stabilisere markedet. Vurderingen er, at der lige nu er en slagtepukkel på 6-800.000 grise i Tyskland, og det er med til at sætte sit præg på udbud og efterspørgsel, siger Lars Albertsen.

Til markederne udenfor Europa er der en god efterspørgsel fra Kina og et stabilt salg til Japan.    

Danish Crown udsætter cirka 200.000 grise til uge 53, og forventer at udsætte cirka 300.000 grise til uge 1.

For søernes vedkommende udsættes der 1.224 søer til uge 53, og forventningen er at udsætte cirka 3.600 søer til uge 1.

mip

Læs også

Det peger opad for især rapsprisen
Noteringen på oksekød stiger
Der er godt gang i eksporten af hvede
Kinesisk import af svinekød eksploderer igen
Nu over 1000 ASF-tilfælde i Tyskland
Træg vækst forventet for japansk fjerkræ