Ekstremt stram forsyning med rapsfrø i Europa

Et kraftigt fald i udbuddet med rapsfrø i Europa får rapsprisen til at skyde markant i vejret, mens blandt andet hvedeprisen er begyndt at sætte sig. Den stramme forsyningssituation med rapsfrø betyder, at Europa nu skal importere en stor mængde canola fra Canada.

MATIF-rapsfrø i euro pr. ton

Prisen for rapsfrø på MATIF er gået kraftigt op hen over de seneste uger, hvilket skyldes en stram forsyningssituation i Europa.

Prisen for rapsfrø på afgrødebørsen MATIF i Paris er gået historisk kraftigt op hen over de seneste uger, hvorimod hvedeprisen på MATIF er begyndt at sætte sig forholdsvis meget.

Forklaringen på, at prisen for rapsfrø så at sige går imod den korrektion, der lige nu gør sig gældende for kornpriserne, finder vi i en meget stram forsyningssituation, hvor udbuddet af rapsfrø i Europa ikke er tilstrækkeligt til at leve op til efterspørgslen efter rapsfrø i Europa.

Konsekvensen er den, at Europa nu forventes at skulle importere rapsfrø udefra i de kommende seks måneder.

Lagernedgang

Prisen for rapsfrø på MATIF i Paris ramte onsdag det højeste niveau siden september måned 2012. Ifølge det tyskbaserede analysebureau, Oil World, så faldt det samlede europæiske lager med rapsfrø til produktion af vegetabilsk olie og produktion af biodiesel i januar måned til 8,7 millioner tons.

Til sammenligning lød lageret i januar måned 2020 på 9,1 millioner tons, og i januar måned 2019 var lageret på daværende tidspunkt på 10,7 millioner tons.

Grunden til det aktuelle fald i forsyningssituationen med rapsfrø på europæisk plan skal vi finde i en skuffende høst i især 2020, kombineret med et godt økonomisk incitament for at bruge møllerne til at kværne rapsfrø.

Der har især siden oktober måned sidste år, været en såkaldt god crush-margin i at lave rapsfrø om til vegetabilsk olie, hvilket har tæret gevaldigt på de europæiske lagre med rapsfrø. Samtidig hermed har der været en stor efterspørgsel efter europæisk rapsfrø fra kinesisk side, eftersom Kina er søgt mod Europa for at erstatte den rapsfrø, eller rettere canola, som de normalt importerer fra Canada.

Kina har droppet deres normale import af canola fra Canada på grund af en diplomatisk konflikt imellem Canada og Kina, der begyndte sidste år.

EU skal importere 600.000 tons

Ifølge Oil World vil den akutte og stramme forsyningssituation med rapsfrø i Europa få den konsekvens, at vi her i Europa kommer til samlet set at importere 600.000 tons canola fra Canada i første halvår af 2021. Da Canada ligeledes står med en forsyningssituation for canola, der er stram, så er der bare ikke de mængder af den olieholdige afgrøde tilgængeligt på markedet, som efterspørges.

Kigger vi på prisudviklingen for europæisk rapsfrø på MATIF på det seneste, så kan den stramme forsyningssituation tydeligt ses. I sidste uge foretog den ledende europæiske rapspris således det største ugentlige prishop i mands minde.

Det betyder, at rapsprisen nu har brudt med det vigtige og psykologiske prisniveau i 500 euro pr. ton. Dermed er der efterhånden ikke så langt op til de historiske prisrekorder, der senest gjorde sig gældende tilbage i 2012 i området omkring 520 euro pr. ton.

Afvent salg

Selvom prisen for rapsfrø på MATIF allerede er gået op med 52 procent siden april måned sidste år, og selvom rapsprisen med en aktuel pris på 504 euro pr. ton nu hastigt nærmer sig historiske prisrekorder, så er der ikke noget der indikerer, at rapsprisen er færdig med at gå op.

Som jeg også skrev for en uge siden, så er der endnu intet signal til at sælge rapsfrø. Salgssignalet kommer på et tidspunkt. Det er der bare ikke nu, og derfor fastholder jeg min anbefaling til planteavlere om, at du forholder dig afventende med hensyn til salg af rapsfrø – indtil videre.

Læs også