Afgrøder rammer topniveauer

AFgrødemarkederne har fået en god start på det nye år i Europa, hvor møllehveden har ramt topniveauet for den nuværende sæson. 

Ifølge Jyske Markets fra Jyske Bank sluttede møllehveden torsdag lige under 190 euro pr. ton, blandt andet på grund af gode tal for den europæiske hvedeeksport. Der er således blevet eksporteret 13,4 millioner tons hvede fra Europa i denne sæson, i sammenligning med cirka otte millioner tons på samme tidspunkt sidste år. 

Det høje eksporttempo skaber dog også bekymringer for kommende sæsons forsyningsbalance, som en konsekvens af, at de store europæiske producenter som Tyskland, Frankrig og Storbritannien har tilsået færre arealer med vinterhvede på grund af efterårets vedvarende nedbør, skriver Jyske Markets i deres analyse.

De amerikanske hvedepriser er ingen undtagelse, og her handlede hveden i Chicago torsdag på de højeste niveauer siden høsten i 2018. 

- Med til at understøtte afgrødemarkedet er også øget fokus fra spekulanterne, der har en ide om, at risikoen i råvaremarkedet lurer på opsiden i 2020. Reallokering af porteføljer var således med til at understøtte afgrødemarkedet og kan være en tendens, der fortsætter de kommende dage, hedder det videre.

Læs også