Markedsnoter: Fornyet købsinteresse for rapsfrø

Selvom den canadiske canola fortsat er under pres fra den igangværende høst, så er der opstået fornyet købsinteresse i rapsfrøene, der stort set har udlignet prisfaldene fra starten af måneden, skrev Jyske Bank i sin afgrødekommentar i går.

- Stigningerne er i vid udstrækning understøttet af positive takter blandt soja- og palmeolien. De kinesiske sojaoliepriser i Dalian handler på det højeste niveau i to år, skriver banken, og tilføjer:

- Ifølge Bloomberg har nogle soja-møller lukket ned for deres drift som konsekvens af mangel på bønner, og det presser forsyningerne af sojaolie. Samtidig er nogle virksomheder begyndt at øge lagrene forud for fejringen af »Lunar New Year«, der finder sted i januar. Palmeolien er også med til at bidrage til festen. Palmeolien fortsætter opturen og handler på det højeste niveau i 17 måneder. Også her opleves der en god efterspørgsel, og det skaber optimisme om et løft i eksporten.

Der er også forventninger om en stigende andel til biobrændstof, så generelt opleves der en positiv stemning i vegetabilsk olie, og rapsfrøene har nu ifølge banken kurs mod at teste den tidligere top i niveauet omkring 385-388 euro pr. ton.

- Bryder vi gennem dette niveau er der igen åben på opsiden, skriver Jyske Bank.

Mælk: Både plusser og minus ved Kina

Ifølge AgroMarkets er udfordringen på mælkeområdet for os i EU, og dermed Danmark, er at de importerede mængder på en række produkter falder drastisk.

- Det drejer sig om smør, hvor importen i årets første måneder faldt med 37 procent. Importen af vallepulver er faldet med 24 procent og for laktose er reduktionen på 17 procent, skriver AgroMarkets, og tilføjer:

- Fra EU har vi valgt den aggressive måde at reagere på. Vi har købt markedsandele til trods for, at totalmarkedet til Kina er faldet. For smør har EU øget markedsandelen på de importerede mængder fra 7 til 12 procent, for vallepulver leverer EU nu hele 46 procent af kinesernes samlede import – det tal var sidste år kun 35.

AgroMarkets konkluderer i analysen, at hvor der tidligere på året var rigtig mange forhold, som pegede på en stigende pris i sidste halvår, så har situationen i Kina ændret kalkulationerne totalt.

- Det kan være dyrt at tilkæmpe sig markedsandele i ethvert marked, og med de spring, som EU har gjort i Kina, har man uomtvisteligt været ude med tilbudsblokken for at få ordrerne i bogen. Husk på, at når totalmængderne, som kineserne køber, er faldet – og vi stadig sælger de samme mængder –  så er der andre, som har mistet meget.

Så selvom de seneste tre auktioner på GDT er endt i plus, så er det ifølge AgroMarkets sket på et spinkelt grundlag.

- Så vores holdning fra tidligere om, at mælkeprisen ikke lige står over for en større stigning, bekræftes igen her. Modsat så giver det god støtte til det nuværende prisniveau.

Nye prisrekorder i Kina

Priser for grisekød og levende svin når nye rekordhøjder i Kina. Ifølge Reuters Bureau er detailpriserne for såvel grisekød som levende svin steget til mere end 50 yuan pr. kg (48 kr./kg) i ugen op til 16. oktober.

- For levende svin til slagtning er gennemsnitsprisen for hele landet på 40,40 yuan/kg. Og i de sydlige provinser Sichuan, Guangdong og Fulia nåede prisen sidst på ugen et niveau på 44 Yuan/kg, skriver Markedsnyt for grisekød fra Landbrug & Fødevarer.

- De høje priser for levende svin betyder, at mange avlere holder sogrise tilbage fra slagtning i et forsøg på at genopbygge bestanden uden tilstrækkeligt med avlssøer.

Læs også