Produktionen af økologiske fødevarer er vokset eksplosivt og har i nogle tilfælde slået bunden ud af markederne, skriver Finans. Det efterlader nu mange økologiske landmænd med en underskudsgivende produktion.
Blandt andet kan en stigende del af det økologiske svinekød ikke længere sælges som økologisk.
- Frem til 2017 var priserne på økologisk svinekød meget høje, hvilket fik mange landmænd til at omlægge produktionen til økologi. Omlægningen tager imidlertid et par år, og de seneste år har en del nye producenter været klar til at levere økologisk svinekød. Det stigende udbud har fået priserne til at falde, forklarer Henrik Biilmann, adm. direktør for Friland, som er et datterselskab i slagterikoncernen Danish Crown til Finans.
Ifølge mediet betalte Friland i regnskabsåret 2015/16 de økologiske leverandører 31,58 kroner pr. kilo svinekød. I det netop afsluttede regnskabsår har afregningen været 22,05 kroner. Imens er afregningsprisen for konventionelt svinekød steget kraftigt.