Markedsnoter: Prisgennembrud på rapsolie
Priserne på rapsolie er gået i vejret i sympati med et fald i rapsproduktionen i EU-landene, men også efter stigende priser på sojaolie og palmeolie på verdensmarkedet, konstaterer Palle Jakobsen fra handelsrådgivningsfirmaet Agrocom.
- Køberne har travlt med at dække deres behov af, imens priserne stadig ligger på et relativt lavt niveau. Afdækningsbølgen er udløst af forventninger om, at EU-landene og Indien øger importen af vegetabilske olier til rekord i dette høstår på grund af skuffende avl af oliefrø i begge lande, skriver handelsrådgiveren, og tilføjer:
- EU var ramt af tørke i efteråret 2018 og Indien var ramt af tørke i maj med det resultat, at arealerne med oliefrø er faldet til et lavt niveau begge steder. Indien og EU er i nævnte rækkefølge verdens førende importnationer ud i vegetabilsk olie.
Dertil kommer en frygt for, at hvis svinepesten i Asien rammer efterspørgslen efter sojaskrå, så vil det reducere denne produktion – og dermed også produktionen af sojaolie, forklarer Palle Jakobsen.
Nord-West-notering stiger
Nord-West-noteringen steg i går med 1 euro til 57,00 euro (462 kroner inklusiv vægtregulering).
Og for 8-kilos grise steg den med 0,60 euro til 37,40 euro.
Det oplyser Danske Svineproducenter.
- Smågrisemarkedet er p.t. i balance, og de fleste europæiske smågrisenoteringer er uændrede. Selvom smågrisemarkedet således virker meget stabilt, er usikkerheden for tiden meget høj. I modsætning til andre år er markedsinteressenterne nemlig ikke enige om, hvorvidt den tyske slagtesvinenotering vil fortsætte med at stige på grund af den stigende efterspørgsel i Asien, eller om den sæsonmæssige nedtur på det tyske slagtesvinemarked snart begynder.
Og da det er markedsinteressenternes forventning til den fremtidige slagtesvinenotering, der bestemmer prisudviklingen på smågrisemarkedet, kan smågrisemarkedet således blive meget volatilt i de kommende uger, vurderer Danske Svineproducenter.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer ifølge foreningen, at Nord-West-noteringen i næste uge vil være uændret 57 euro.
Sojabønner holder skansen
Fraværet af kinesisk import af amerikanske sojabønner sætter sit præg på præmierne mellem Nord- og Sydamerika. De amerikanske varer er i øjeblikket verdens billigste og har derfor et godt udgangspunkt for at finde fornyet efterspørgsel, vurderer Jyske Bank i en afgrødekommentar.
- Indtil der er større vished om de amerikanske sojaudbytter bør det på den korte bane holde en hånd under priserne på sojabønne-noteringerne i Chicago, lyder det fra banken.
Udenlandske investorer skal placere milliardbeløb
De lange renter bliver ved med at falde, og det betyder, at det ikke længere er muligt at få et lånetilbud på et 30-årigt 1 procentslån med afdrag.
- Hvis de lange renter fortsætter deres fald, kan det blive fast rente på 0,5 procent i 30 år, der bliver relevant. I så fald er 1 procent 2050 ikke interessant længere, så det er vigtigt at følge udviklingen frem til udgangen af oktober, (hvor der er opsigelsesfrist, red.), skriver AgroMarkets på sin hjemmeside.
Udtrækningen af lange obligationer pr. 30. september sætter rekord med 182 milliarder danske kroner. Det beløb skal genplaceres i starten af oktober, og heraf står udenlandske investorer for mere end en tredjedel, nemlig 67 milliarder kroner.
- Hvad angår de udenlandske investorer er der ingen naturlov, der sikrer, at de udtrukne midler forbliver i dansk realkredit, konstaterer AgroMarkets, og stiller spørgsmålet, om investorerne vil nøjes med 0,5 eller 1 procent i afkast. Foreløbigt køber de udenlandske investorer pænt op i de åbne serier.