Danish Crown: Vær klar til at ændre på udleveringen af dyr med kort varsel

Den ekstraordinære situation kan komme til at kræve ekstra fleksibilitet i forhold til udlevering af dyr, osv., lyder det fra Danish Crown.

Danish Crowns andelshavere skal være klar til at ændre på udlevering af dyr, osv., med kort varsel, lyder det i et nyhedsbrev fra Danish Crown, som ligesom alle andre virksomheder skal håndtere corona-situationen.

Koncernen understreger, at den planlægger næste uge ud fra normal slagtning på både grise- og kreaturslagterierne.

- Danish Crown Pork og Danish Crown Beef følger udviklingen tæt, og der er taget en lang række forholdsregler for at sikre, at produktionen kan opretholdes på vores anlæg, lyder det.

Håber på forståelse

Situationens alvor taget i betragtning kan Danish Crown dog med meget kort varsel komme til at ændre i både indtransport og vores produktion grundet omstændighederne, fremgår det videre.

- Vi håber på jeres forståelse i denne ekstraordinære situation, som kan komme til at kræve ekstra fleksibilitet i forhold til udlevering af dyr, osv. 

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at holde jer orienteret om udviklingen på ejersiden og gennem vores nyhedsbreve, lyder det fra Danish Crown.

 
 

Læs også