Traktorer fra 62 til 336 hk: Deutz-Fahr-importør inviterer til markdemo

Deutz-Fahr-importøren Moni Worldwide inviterer til markdemo i Middelfart fredag den 17. maj. Konceptet er »Prøv en traktor i marken-dag«, hvor der bliver mulighed for at prøve traktorer fra 62 til 336 hk.

Konceptet »Prøv en traktor i marken-dag« er et samarbejde mellem importøren Moni Worldwide og de danske Deutz-Fahr-forhandlere. Moni Worldwide har lejet en mark og stiller traktorer i alle hk-klasser til rådighed for demokørsel.

Forhandlerne har sørget for redskaber til nogle af traktorerne, så prøveturene kan blive så realistiske som muligt. Selvfølgelig er der også sørget for pølser og lidt at drikke, så der er dækket op til en god dag for traktorentusiaster.

Arrangementet foregår fredag den 17. maj i tidsrummet fra klokken 10 til 15 på Fynsvej i Middelfart.

- Vi stiller traktorer fra 62 til 336 hk til rådighed, og både vores egne produkteksperter og forhandlerne er klar til at fortælle og forklare. Det er en unik mulighed for at lære de moderne Deutz-Fahr-modeller at kende, siger administrerende direktør Henrik Hansen fra Moni Worldwide, der håber på, at mange potentielle og eksisterende Deutz-Fahr-kunder vil komme til en prøvetur eller bare »sparke dæk« og få en traktorsnak.

Danmarkspremiere på en firehjulsstyret Deutz-Fahr

Den 17. maj bliver også dagen, hvor de besøgende for første gang kan få lov at teste smidigheden ved kørsel med en Deutz-Fahr 5115 TTV med firhjulsstyring.

Det er den største af fem modeller fra 86 til 126 hk med firehjulsstyring og vil med sin smidighed og rummelige kabine med brede døre være utrolig velegnet til opgaver i park- og anlægssektoren.

Den nye model kan køre med konventionel forhjulsstyring, firehjulsstyring og krabbestyring, så chaufførerne har virkelig gode muligheder for at komme rundt og arbejde, hvor pladsen er trang. Når firehjulsstyringen er slået til, er dens venderadius cirka 26 procent mindre end med konventionel styring.

Læs også