Nye mejetærskere er steget 40 til 50 procent i pris over de sidste fem år, men stigningen ser ud til at være toppet. Og netop nu, hvor salget af nye mejetærskere er faldet drastisk, er det muligt at finde gode tilbud på især nye, overgemte maskiner.

Sådan lyder vurderingen fra Christian Rabølle, maskinkonsulent i VKST, som har et godt råd til dig, der skal købe ny maskine.

– Som køber skal du udnytte den hårde konkurrence, der er i øjeblikket, og indhente flere tilbud, fortæller han.

VKST’s maskinanalyser fra 2024 og 2025 viser, at det i gennemsnit koster 830 kroner pr. hektar at høste korn og raps. Den pris dækker både nyere og brugte mejetærskere.

- Det er helt sikkert, at omkostningen vil stige, hvis du køber en ny mejetærsker. VKST nabotaksten for mejetærskning med snitter er 1.320 kroner pr. hektar, siger Christian Rabølle.

Oplagte alternativer

Selvom der især på overgemte maskiner kan være skarpe priser, så husk, at det ikke kun handler om tilbuddet på papiret. Før du køber, anbefaler Christian Rabølle, at man overvejer en række alternativer.

Først og fremmest er det oplagt at overveje, om den nuværende mejetærsker kan renoveres og køre ét til tre år mere, om man kan få kvalificeret nabohjælp til at høste eksempelvis 10 til 20 procent af arealet eller om der måske kan findes en nyere brugt mejetærsker med den kapacitet, man har brug for.

Ender man med at beslutte, at mejetærskeren skal skiftes, opfordrer Christian Rabølle til, at man grundigt undersøger, hvilken forhandler, der har de bedste montører, som kan holde mejetærskeren kørende i en presset høstperiode.

Èn eller to mejetærskere

- Inden du går i gang med at lede efter en ny mejetærsker, så tag et kig på dine næste fem års markplaner, logistik i høst og mandskab. Hvis du skal høste korn og raps samt rajgræs og spinat, skal det være klaret på maksimalt 150 høsttimer, lyder det fra Christian Rabølle.

Valget af maskine afhænger i høj grad af høstareal og afgrøder. Her har maskinkonsulenten en række tommelfingerregler, han anvender.

Skal man høste 900 til 1.000 hektar eller mere, hvor afgrøderne primært er korn og raps, og markerne er store, så giver det mening at kigge på den nye generation af stormejetærskere, som har 700 til 800 hestekræfter, 20.000 liter korntank og 45 til 50 fods skærebord.

- Sådan en mejetærsker koster typisk mellem 5,5 og 6,0 millioner kroner netto. Det vil koste cirka 1.000 kroner pr. hektar, hvis man kan holde en kapacitet på over fem hektar pr. time, siger Christian Rabølle.

Har man en andel af frøgræs på mellem 25 og 40 procent, små marker og mulighed for mandskab i høst, så kan to 35-fods mejetærskere til 800-1.200 hektar årlig høst være et bedre valg, vurderer han. En mejetærsker i den størrelse koster typisk 3,0 millioner kroner, så her ligger den samlede investering på omtrent samme niveau som for én stormejetærsker.

Høster man 400 til 800 hektar årligt, vælger man typisk en ny 35 til 40 fods maskine, men det overrasker mange, hvor dyrt det så bliver at høste, konstaterer Christian Rabølle, som også anbefaler at man, hvis man høster 200 til 400 hektar årligt ser sig om på brugtmarkedet efter en god og velholdt mejetærsker.

Maskiner