Maskineftersyn stadig muligt: - Så må man bare råbe til hinanden

Selv om regeringen tirsdag annoncerede yderligere restriktioner på grund af coronapandemien, er det stadig muligt at få lavet eftersyn på sine maskiner. Men afstandskravet gør det dog lidt mere omstændeligt for maskinnørder.

Selv om der er øget coronasmitte i Danmark, kan man stadig få tilset sin traktor og mejetærker, for eksempel hos Thomas G. Mikkelsen  (billedet) og kollegerne hos Farmas. Arkivfoto
Selv om der er øget coronasmitte i Danmark, kan man stadig få tilset sin traktor og mejetærker, for eksempel hos Thomas G. Mikkelsen (billedet) og kollegerne hos Farmas. Arkivfoto

Vinterperioden byder for mange i landbruget på en tiltrængt mulighed for at få lavet serviceeftersyn på maskiner. Og det er der ikke lavet om på, selv om statsminister Mette Frederiksen tirsdag meldte ud, at man skærper de forskellige krav til forsamlinger og afstand for at få yderligere bugt med spredningen af coronasmitte i samfundet. 

Det fortæller Thomas G. Mikkelsen, der er salgschef hos New Holland-forhandleren Farmas, som servicerer kunder i Midt- og Nordjylland fra Herning og Viborg i syd til Farsø og Brønderslev i Nord. 

- Vi kan stadig lave eftersyn, også under de nye restriktioner. Det foregår jo heldigvis ude i et maskinhus, hvis det for eksempel er på en mejetærsker, og der går montøren typisk og passer sig selv ude i maskinhuset, siger han til Effektivt Landbrug og fortsætter:

- De steder, hvor det kan lade sig gøre, så gør man det jo derude, og folk har jo også haft mulighed for at køre deres maskiner op til os. Så stiller de den udenfor, og så henter vi dem ind på vores værksted, laver serviceeftersynet på den, stiller den ud igen, og så kan folk afhente den, uden at man har nogen form for kontakt.

Dialog er vejen frem

Det øgede smittetryk generelt i samfundet har skabt vilkår, der kan være svære at skulle forholde sig til, men så længe man kan have en konstruktiv dialog, er det i høj grad med til at gøre det fortsatte maskinarbejde med kunderne muligt, fortæller salgsdirektøren. Også i forhold til servicemedarbejdere og mekanikere.

- Vi har jo hele tiden været utrolig opmærksomme på at have en dialog igang, også med de folk, vi har til at køre ud. De skal også være trygge ved opgaven og hvordan, vi gør det mest hensigtsmæssigt, så vi ved, at vi passer på hinanden, siger salgschefen.

Han tilføjer, at man er utrolig opmærksomme på at undgå, at sygdommen kommer på besøg hos Farma. Og det er gået godt indtil nu.

- Vi har ikke været ramt af corona i nogle af Farmas afdelinger. Så noget må vi jo gøre rigtigt, konstaterer han med et smil, og fortsætter:

- Og så vil vi jo heller ikke være dem, der har spredt det ud til en landmand. Det ville jo være utrolig kedeligt, så der passer vi meget på. Men jeg synes, folk er gode til det med hygiejne. For det er jo også noget, som alle landmænd har forstand på og fokus på i deres dagligdag i diverse stalde. Der er altid fokus på hygiejne i forbindelse med eksempelvis levende dyr. Det er landmænd bare gode til, konstaterer Thomas G.  Mikkelsen.

Naturligt at forholde sig til

Det naturlige fokus på hygiejne gør, at man i mange landbrug og generelt blandt Farmas kunder er vant til at tage tingene ovenfra og ned, og det hjælper firmaet til at kunne fastholde den service, som kunderne har været vant til. Selv om coronapandemien ikke kan undgå at få betydning.

- Det virker meget naturligt for kunderne at skulle forholde sig til det, og når vi spøger ind til det, er der en stor forståelse for det. Folk spritter lige rattet af, inden vi går i gang med at lave service. For nogle af tingene venter vi lige med de ting, vi kan vente med, men vi kan jo ikke vente med alting, siger salgschefen.

- Men coronaen tror jeg ikke på forsvinder lige med det første, men sæsonen starter jo også lige pludseligt. Man kan ikke lave alting i sæsonen, så vi er nødt til at få lavet de serviceeftersyn. Men så tilpasser vi det med kunden og de mennesker, der skal lave det. Og det er gået utrolig godt, fortæller han.

Afstandskrav

Selv om afstandskravet tirsdag blev ændret, så der nu skal være to meters afstand mod tidligere én meter, er det stadig muligt for de maskininteresserede at følge med og om muligt også give et nap med, så længe man forholder sig til kravet om at holde mere afstand, siger Thomas G. Mikkelsen.

- Det er klart, at vi har udfordringer der. Afstandskravet på to meter gør jo, at det begynder at blive vanskeligere. Men vores montører opererer jo med handsker på, når man er ude ved folk, siger han. Og hvor der er en vilje, er der også en vej, afslører han.

- Vi har de her latexhandsker, som vi bruger, og så må man indrette sig. En af vores montører fortalte, at så er man på hver sin side af maskinen, og det er jo den afstand, der er. Og så må man jo bare råbe sammen, hvis det er nødvendigt, konstaterer han. 

I første omgang er de skærpede restriktioner gældende til og med den 17. januar. 


henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66

Læs også

Agromek drysser stjerner over produktnyheder
Massey Ferguson-forhandler øger bundlinjen
Pris til New Holland
Helmut Claas er død
New Holland igen, igen og igen