Specialbygget traktor klarer alle forhindringer

Super Dæk Service kan med en særlig traktor i Rødbyhavn-afdelingen hurtigt hjælpe kunderne på byggepladsen til Femern-forbindelsen.

Super Dæk Service i Rødbyhavn har stor gavn af den specialbyggede traktor, som med kran og påmonteret »strikkepind« er godkendt til at løfte 900 kg. Udover kranen har traktoren også påmonteret en stor værktøjskasse med en kraftig kompressor og andet nødvendigt udstyr, som dækmontør Willy Forup har brug for på byggepladsen.

Byggeriet af Femern-forbindelsen har medført, at Rødbyhavn er blevet omdannet til en gigantisk byggeplads, og i det store område på Lolland kan man blandt andet finde en afdeling af den landsdækkende dæk- og værkstedskæde Super Dæk Service.

For at kunne servicere de mange industrimaskiner, lastbiler, busser og andet kørende materiel på byggepladsen bedre slog Super Dæk Service nemlig i 2021 dørene op til en Rødbyhavn-afdeling, hvor der indimellem opstår uventede udfordringer.

- Vi kørte på et tidspunkt fast med vores lastbil ude på byggepladsen. Flere steder skal man køre i strandsand, og der kom vi simpelthen til at sidde fast, fortæller afdelingsleder Martin Lund og fortsætter:

- Det var et problem, når vores kunder selv sad fast og var afhængige af, at vi kunne komme frem og montere nye dæk i en fart, når behovet opstod.

Kran og metalstang

Hos Super Dæk Service blev man hurtigt klar over, at en traktor var det eneste, der kunne køre ordentligt og fungere rundt på den enorme byggeplads.

- Vi fik derfor fat i en traktor og gik i gang med at se, hvordan den kunne ombygges til at løse vores kunders behov.

En landbrugskran fra maskinfabrikken Hymaco, som normalt er monteret på en traktor til at muliggøre påfyldning af såmaskiner fra traktoren, blev snart taget i brug og testet i tæt samarbejde med byggefolkene på byggepladsen.

Derefter gik Martin Lund og kollegaerne i gang med at lede efter en metalstang, der kunne svejses på kranen – den kalder de nu for »strikkepinden«.

Godkendt til 900 kg

- Til sidst fik vi godkendt løsningen med kranen og den påmonterede »strikkepind«, der er godkendt til at løfte 900 kg. Med den kan vi uden problemer på- og afmontere de helt store, tunge hjul på byggepladsen, fortæller Martin Lund.

Udover kranen har traktoren også påmonteret en stor værktøjskasse foran med en kraftig kompressor og andet nødvendigt udstyr, der skal til for at få maskinerne hurtigt kørende igen på byggepladsen.

- Vi har nu kørt over 300 timer med traktoren, og det har fungeret rigtig godt. Vi kan være ude ved kunden på få minutter med vores placering lige op ad byggepladsen, og traktoren kan altid komme frem, fastslår Martin Lund.

Læs også