Herlig SDK-aften med spændende input
Omkring 80 landmænd var med, da S.D. Kjærsgaard inviterede til temaaften i Karlslunde.

S.D. Kjærsgaard kunne blandt andet præsentere den nye Case IH Puma 260 AFS, der er seneste opdatering af den ekstremt populære serie. Foto: Jørn Chr. Jervelund
Med deltagelse af cirka 80 sjællandske landmænd holdt S.D. Kjærsgaard for nylig temaaften i lokalerne på Metalgangen i Karlslunde.
De fremmødte landmænd fik blandt andet mere viden om, hvordan Case IH’s AFS connect-system gør det nemmere at dyrke præcisionslandbrug, og som et ekstra indslag kunne SDK præsentere den nye Case IH Puma 260 AFS, der er seneste opdatering af den ekstremt populære serie.
Blandt de betydelige opdateringer er sammenkoblingen af sensorer på den affjedrede foraksel med styresystemet til den nye fyldhydrauliske affjedring af det nye og større førerhus.
- Det medfører, at impulserne fra forakslen bruges til at beregne hvor meget og hvordan affjedringen af kabinen skal være. Det giver en meget behagelig kørsel selv på ujævnt underlag, lød meldingen til de fremmødte landmænd.
Yderligere betyder den hydrauliske affjedring, at der ikke er nogle faste forbindelser mellem traktoren og førerhuset, hvilket sænker støjniveauet med hele to Db.
Derudover var der mange andre detaljer, der var forbedret – flere heste, plads til større hjulmontering, opbevaringsrum til værktøjskasse og vandbeholder til håndvask er blandt de mere markante ændringer.
Temaaftenen blev rundet af med stegt flæsk og et interessant indlæg fra Rasmus Christoffersen, som er driftsdirektør hos Ingleby Farms og således kunne give spændende input fra et specielt landbrug.
Ingleby Farms har farme på flere kontinenter og driver landbrug i ni forskellige lande med over 100.000 hektar.