Fremover kommer der også til at stå Deutz-Fahr på servicebilerne fra M. Poulsen/Løma, når de kører ud fra værkstederne i Bredebro og Løgumkloster, for nu repræsenterer firmaet de lysegrønne Deutz-Fahr- traktorer i Sønderjylland.
- Deutz-Fahr er et anerkendt mærke, som har en lang historie i Danmark. Den glæder vi os til at blive en del af, for dels matcher modeludvalget vores typiske kunders behov. Dels er der allerede mange Deutz-Fahr i vores område, der skal serviceres, siger maskinhandler Mogens Poulsen, M. Poulsen/Løma.
Maskinhandleren ser store muligheder i hele Deutz-Fahr-programmet og mener, at han har kunder til både den helt lille serie-3 med 51 hk og den store Deutz-Fahr 9340 TTV med 336 hk. Han har dog mest kig på mellemklassen fra 150 til 250 hk, hvor Deutz-Fahr har et ekstremt bredt produktprogram.
- Vi har mange kunder med den størrelse traktorer, og nu kan vi levere dem med enten PowerShift, RVshift eller TTV-trinløs transmission og i mange udstyrsniveauer, så vi tror, det bliver en succes, forklarer Mogens Poulsen.
- Med M. Poulsen/Løma ApS får vi en forhandler, der har sat sig for at spille en rolle som leverandør til og servicepartner for fremtidens landbrugere, siger Henrik Hansen, som er administrerende direktør for Moni Worldwide, der er ansvarlig for salg og service af Deutz-Fahr i Danmark.