Med forhandlingen af det store anerkendte tyske Lemken-produktprogram, tager Glamsbjerg Maskincenter (GMC) nu næste skridt som en stærkt rustet maskinforretning til at imødekomme behovet hos moderne landmænd.

- Efter vi for fire år siden udvidede vores aktiviteter til også at omfatte New Holland traktorer og landbrugsmaskiner, og senest fra nytår som full-line med høstmaskiner og pressere, er vi nu klar til at udvide vores udbud indenfor jordbehandlingsredskaber og såudstyr.

- Netop her har Lemken stået øverst på ønskesedlen. Det store kvalitetsprogram har i forvejen stor anerkendelse i vores kundekreds blandt andet med baggrund i, at Lemken tidligere har været stærkt repræsenteret i området, lyder det fra salgschef Kristian Bøgedal Jørgensen, der sammen med Søren Bech Sørensen og Ulrik Bøgelund siden 2017 har været indehavere af maskinforretningen i Glamsbjerg.

Demo-maskiner

Med planerne om opgradering på redskabsfronten i baglommen besøgte de Lemken-standen og den danske salgschef Nis Peter Albrechtsen på Agritechnica i Hannover i november.

- Heldigvis havde han den samme tanke, og derfor har vi nu med virkning fra 1. januar 2024 kunne underskrive aftalen som Lemken-forhandler for den sydlige del af Fyn, fortæller Kristian B. Jørgensen ved det synlige bevis foran forretningen - en seks-furet Lemken Juwel 10 MWU med variabel furebredde og hydraulisk stenudløser efterspændt en New Holland T7 300 traktor.

Dette sæt vil kunne afprøves hjemme på egne marker, så snart det bliver muligt at forårspløje efter de voldsomme regnmængder. Desuden kommer også en fem-furet udgave til demo-kørsel, og i det hele taget vil der i den kommende tid ankomme flere Lemken-produkter både til afprøvning og i udstillingen hos Glamsbjerg Maskincenter.

Åbent hus 4. maj

Foruden plove indeholder produktprogrammet fra Lemken-fabrikken ved Düsseldorf med over 2.000 ansatte et bredt spekter af rotorharver, harver, tallerkenharver og andre jordbehandlingsredskaber. Indenfor såteknik gælder det både mekaniske og luftassisterede såmaskiner fra 2,5 til 12 meters bredde, såsæt, enkornsmaskiner m.v.

- Et stort udvalg vil blive præsenteret ved vores åbent hus-arrangement lørdag den 4. maj, og igen ved en mark-demonstration i efteråret. Netop afprøvning af større maskiner før en investering, anerkender vi i den grad vigtigheden af, påpeger GMC-salgschefen.

- I Lemken Skandinavien lægger vi også stor vægt på denne mulighed, og derfor er Agromek-udstillingen i Herning valgt fra, for i stedet at bruge penge og kræfter på at vise og lade landmændene afprøve redskaberne hjemme på egen jord, siger Nis Peter Albrechtsen, der er salgschef og oprindelig landmandsuddannet på Dalum Landbrugsskole.

Han udgør sammen med fire øvrige produkteksperter teamet hos Lemken Skandinavien med kontor i Aabenraa og med over 20 forhandlere over hele Danmark. Han glæder sig over det nye samarbejde med Glamsbjerg Maskincenter.

Spændende på vej

- Mange hernede kører i forvejen med vores redskaber, og der er helt sikkert en stærk ballast med dedikerede både salgs-, værksteds- og reservedelsfolk, der sammen med vores til stadighed udvikling af redskaber og metoder vil være et godt og fremtidssikret samspil.

I den sammenhæng nævner Nis Peter Albrechtsen den 24 måneders garanti på alle Lemken-produkter og nye spændende redskaber. Blandt andet er en direkte såmaskine, en majssåmaskine og rækkerenser med sprøjteudstyr på vej. Sidstnævnte udvikles herhjemme i samarbejde med Seges, og kan blive interessant til behandling med to midler samtidig i frøgræs, majs, spinat eller andre rækkesåede afgrøder.

I alt er 18 medarbejdere inklusive de tre indehavere beskæftiget hos Glamsbjerg Maskincenter.

Maskiner