Agcos nye Ideal stortærsker er på vej til Nordjylland

I starten af august måned bliver det muligt at opleve den nye stortærsker fra Agco, der markedsføres under Fendt-brandet. Der er tale om topmodellen Ideal 9, og den bliver præsenteret i samarbejde med Hjallerup Maskinforretning på fire lokaliteter.
- Vi får to af dem herop. En af dem skal høste hele tiden, mens den anden skal holde stille. På den måde kan besøgende også få mulighed for at se på maskinen, når den står stille, siger Kurt Harbo, der er salgsdirektør hos Hjallerup Maskinforretning. 
Maskinerne, der demonstreres i det nordjyske, vil være monteret med bælter og 40 fods skæreborde. Hos Agco glæder man sig over præsentationerne. 
- Ovenpå forårets omfattende træningsprogrammer har vi – og vores forhandlere – glædet os til at kunne give landbrugere over hele landet et blik ind i fremtiden, når det gælder den nyeste høstteknologi, siger Martin D. Jensen, der er såkaldt Area Sales Manager i Harvesting hos Agco.
- Selvom høsten er rykket frem i år, og det kan være svært for landmanden at komme hjemmefra i denne travle periode, håber vi at rigtigt mange møder op for at se den sidste nye høstteknologi samlet i en maskine, siger han.  
Når maskinerne ankommer fra Italien i slutningen af juli måned, skal de gøres klar, inden turen for alvor starter. Det gør den efter planen den 3. august.
- Vi har udpeget fire steder, blandt andet hos Brdr. Thorsen på Djursland og hos Flemming Lindegaard (ved Hadsund, red.). Planen er lidt speciel i år på grund af høsten. Vi offentliggør den endelige plan, når vi kommer tættere på. Det er lidt forvirret i år på grund af høsten, men det vil fremgå både af Facebook og af vores hjemmeside, lyder det fra Kurt Harbo.
Ideal-maskinerne, der findes i tre forskellige størrelser, og både kan leveres med bælter og med hjulmaskiner, er Agco-koncernen største udviklingsprojekt hidtil. Den har blandt andet markedets største korntank på en mejetærsker (17.100 liter), der kan tømmes på rekordtid (210 liter i sekundet). 
 

Læs også