Bæredygtige Valtra-traktorer

Traktorfabrikken Valtra lancerer nu 100 procent bæredygtigt brændstof via brugen af MY Renewable Diesel som opstartsbrændstof.

Når Valtra-traktorerne ruller ud fra samlebåndet i Finland, får de for første gang fyldt brændstof i tanken, og fra og med marts i år får alle nye Valtra-traktorer tanken fyldt op med Neste MY Renewable Diesel, og det samme gælder de gaffeltrucks, der bruges på fabrikken.

Valtra er den første traktorfabrik i verden, der er begyndt at bruge Neste MY Renewable Diesel som opstartsbrændstof i alle nye traktorer. Det betyder, at et årligt forbrug på omkring 700.000 liter fossilt dieselbrændstof vil blive erstattet med 100 procent bæredygtigt brændstof, oplyser Valtra.

Neste MY Renewable er fremstillet af 100 procent genanvendeligt affald og restprodukter, så det genererer op til 90 procent mindre drivhusgasudledninger sammenlignet med fossilt dieselbrændstof.

Den udledningsreduktion, der opnås ved at benytte bæredygtig diesel, svarer til, at man fjerner knap 560 biler fra vejene i et år – eller cirka 46.000 traktortimer uden udledninger om året.

Kvaliteten af det nye, bæredygtige dieselbrændstof er fremragende, og koldstartsegenskaberne er gode nok til at klare selv arktiske forhold. Bæredygtig diesel kan bruges rent i traktorer og gaffeltrucks uden nogen form for tilsætningsstoffer, og uden det er nødvendigt at fortage ændringer af de motorer, der bruges i dag, lyder det fra traktorproducenten.

Miljøet er vigtigt for os

- Det er vigtigt for os, at vi kan vise vores kunder, at vi tager betydningsfulde skridt til at beskytte miljøet. Med Neste MY Renewable tager vi et ubesværet skridt frem mod miljøvenlig drift. Valtra er storforbruger af diesel, så det her initiativ er virkelig et væsentligt bidrag, forklarer Mikko Lehikoinen, Valtras marketingdirektør, og fortsætter:

- Miljøet er meget vigtigt for vores kunder, som traditionelt støtter økologiske værdier. De forsøger konstant at tage bedre valg, og de prioriterer uden tvivl også ansvarlighed, når det drejer sig om at vælge traktormærke, siger marketingdirektøren.

Ni ud af ti nye traktorer, der produceres på Valtras fabrik, eksporteres til flere end 75 lande over hele verden.

Lavt CO2-fodaftryk

- Det beviser vores engagement i cirkulær økonomi og innovation. Vi er overbeviste om, at det er et budskab, der i høj grad appellerer til vores målgrupper, uanset om de bor i Finland, Japan eller Chile, slutter Mikko Lehikoinen.

- Det glæder os meget, at vi kan hjælpe Valtra med at reducere CO2-fodaftrykket fra virksomhedens traktorer i over 75 lande. Neste MY kan bruges med god samvittighed over hele verden og hele året rundt, fordi brændstoffet kan klare temperaturer helt ned til -34 °C, udtaler Mika Hyötyläinen, vicepræsidenten for Neste, som har udviklet teknologien bag Renewable Diesel, der er bæredygtige løsninger til transport, erhverv og forbrugere.

Neste MY Renewable Diesel er klassificeret som hydrogeneret vegetabilsk olie (HVO), som ikke må forveksles med traditionel biodiesel (FAME). Neste MY Renewable Diesel er et produkt, og det kan bruges i et hvilket som helst blandingsforhold eller rent i alle dieselmotorer.

Læs også