Der ruller mange nye maskiner ud fra Helms TMT Centret A/S om året. Men den seneste storleverance fra maskincentret med hovedsæde i Lind ved Herning er alligevel ekstraordinær.
Man har således netop leveret to stk. 8-hjulede Komatsu Forest 931XC til henholdsvis Svanninge Skovservice ved Faaborg på Sydfyn og Alstrup Skovservice ved Videbæk i Vestjylland.
- Komatsu Forest slår sig dermed endnu mere fast på markedet for skovningsmaskiner med levering af disse to stk. 931XC leveret i samme uge af september, siger Kristian Helms, medindehaver af Helms TMT Centret.

Fældehoved på 1,5 tons

Det er ikke de første 8-hjulede Komatsu Forest-maskiner, som Helms TMT-Centret har leveret. Men maskinen til Svanninge Skovservice er den første med det helt store fældehoved »C144« på cirka 1,5 tons.
- Det er Komatsu-skovningsmaskine nummer tre i rækken for vores vedkommende. Og de to første har været virkelig driftssikre. Og så er det en fordel, at vi kender computeren og joystikkene i maskinen. Så det er nemt at hoppe fra en maskine til en anden.
- Samtidig har det haft stor betydning for vores valg, at Komatsu Forest nu er kommet med en 8-hjulsmaskine, for de arbejder altså bare mærkbart bedre end 6-hjulede. Oveni kommer, at Helms helt klart er konkurrencedygtig på prisen, ligesom de har en servicemontør, der bare er rigtig, rigtig dygtig, siger Jens Frederiksen, der sammen med sin bror Rene Frederiksen og far Peder Frederiksen ejer og driver Svanninge Skovservice A/S.

Otte hjul på ønskelisten

At Komatsu Forest nu er kommet med en 8-hjulet maskine har været efterspurgt længe, lyder det fra Helms TMT Centret. 
- Med XC-serien, hvor XC står for Xtreme Conditions, kan vi nu tilbyde skovningsmaskiner, som imødekommer behovet for sådanne maskiner i de egne, hvor det er særligt påkrævet. Eksempelvis i visse egne af Østjylland og på Sydfyn, hvor terrænet er stejlt, forklarer Anders Mogensen, produktspecialist for Komatsu-Forest hos Helms TMT Centret.
Han pointerer, at en skovningsmaskine, som skal fungere godt i stejlt terræn, naturligvis skal være stabil. 
Komatsu 931XC er bygget op omkring Komatsus unikke og velafprøvede chassis koncept med en fast styremidje og en pendulerende bagaksel, en særskilt tiltning af kranen og førerhuset, og Komatsus load-sensing stabilisator. Et koncept, der har vist sin styrke helt tilbage fra 1984, hvor det første gang blev lanceret på Elmia Wood.

Lavt tyngdepunkt

Den pendulerende bagaksel med bogier på Komatsu 931XC forbedrer ifølge produktspecialisten yderligere stabiliteten med forbedret jordkontakt og et lavere tyngdepunkt. 
Også kranens centrale placering og tilt-funktion, der flytter tyngdepunktet ind mod midten, sikrer ifølge Anders Mogensen, at maskinens vægt fordeles jævnt mellem alle otte hjul. Dette sikres ved såkaldte nivelleringscylindre, som justerer vægtfordelingen optimalt i alle arbejdssituationer.  
- Konstruktionen sikrer samtidig, at kranen altid står lige, og den mister derfor ikke kraft i en skrå arbejdsposition.   

Indeklima i orden

Ifølge Helms TMT Centret er Komatsu 931XC den letteste skovningsmaskine i sin klasse, hvilket blandt andet betyder, at den arbejder godt selv i ekstremt blødt underlag.
Førermiljøet i kabinen er naturligvis også vigtig. Og kabinen på Komatsu 931XC er både rummeligt i alle retninger og indrettet med blandt andet klimaanlæg og en høj luftgennemstrømning, der sikrer føreren det rette indeklima. 
- Både synlighed opad og nedad er godt takket være et smart forrudedesign. Der er flere forskellige joysticks at vælge imellem, samt branchens første fjernstyrede og nøglefri tændingssystem, oplyser man fra Helms TMT Centret.
 

Maskiner