Samson Agrolize justerer salgs- og serviceorganisation
Jim Thygesen opfylder rollen som administrerende direktør for både Ringe Maskinforretning og A. P. Jørgensen i Ribe. Som Samson Agrolize servicepartner dækker A. P. Jørgensen nu også Fyn og fastholder et stort reservedelslager hos Ringe Maskinforretning som servicestøttepunkt
Den danske salgs- og serviceorganisation bag Samson gyllevogne og møgspredere, Samson Agrolize, justerer nu sin serviceorganisation i Danmark. Det sker når A. P. Jørgensen i Ribe udvider funktionen som servicepartner til også at omfatte Fyn og omliggende øer. Med base i en årelang ekspertise i servicering af Samson maskiner fra forretningen i Ribe, placerer A. P. Jørgensen nu et fynsk støttepunkt hos den ligeledes Danish Agro ejede Ringe Maskinforretning på Fyn.
Ringe Maskinforretning har hidtil haft funktionen som Samson Agrolize servicepartner og vil derfor fortsat udgøre et støttepunkt for A. P. Jørgensens servicepersonale, idet forretningen fortsat vil være hjemsted for et akut reservedelslager. Det bliver imidlertid specialiserede medarbejdere og servicevogne fra A. P. Jørgensen i Ribe, der fremover hovedsagelig kommer til at udføre opgaverne på Fyn.
Om den praktiske organisering siger Jim Thygesen, der er administrerende direktør for såvel A.P. Jørgensen i Ribe og Ringe Maskinforretning på Fyn.
- Med sammenlægningen af A. P. Jørgensen og Ringe Maskinforretnings områder, vil vi nu kunne tilbyde samme dedikerede service af Samson produkter, som vi hidtil har kunnet fra forretningen i Ribe. Dels har vi hos A. P. Jørgensen landets største Samson reservedelslager samt to servicevogne og fire medarbejdere, der ikke laver andet end Samson. Det er dette koncept, vi nu udvider til også at omfatte Fyn og Ringe Maskinforretning, når det gælder vinterklargøring af gyllevogne med mere, siger han og fortsætter:
- Fra forretningen i Ribe kommer vi til at udføre de avancerede serviceopgaver og vinterklargøringer i hele Syd- og Sønderjylland samt Fyn. Desuden opretter vi et stort reservedelslager hos Ringe Maskinforretning, så man ikke kører forgæves efter de almindeligste reservedele og sliddele.
Samson Agrolize er dansk eneforhandler af Samson produkter og forestår således salg af såvel nye som brugte og renoverede Samson gyllevogne og møgspredere i hele landet.