Af Nina Ottesen, Dansk Landbrugsmiljø
Hjerner er forskellige. Det gælder også de hjerner, der – som regel – sidder i hovedet på os miljørådgivere. Derfor kan der også være meget stor forskel på, hvordan vi arbejder og tænker. Oveni det har nogen af os en akademisk baggrund, mens andre har faguddannelser. Nogen er fra Jylland, resten kan ikke selv gøre for det. Nogen er fagligt stærke, nogen er analytiske, og en overraskende stor del af os er forprogrammerede robotter.
Men når der nu er så meget at vælge imellem, hvordan finder man så den helt rigtige miljørådgiver?
Lad os antage, at de fleste bruger én af følgende metoder til at vælge rådgiver:
1. Man finder en tilfældig på det lokale landbrugscenter eller i det nærmeste rådgivningshus
2. Man bruger den, man altid har brugt
3. Man bruger den billigste
4. Man vælger ud fra rådgiverens politiske kampvilje
Alle ovenstående kan være glimrende begrundelser alt efter hvilken opgave, man skal have løst.
Men måske er det nu, vi skal have en femte mulighed på banen, nemlig god kemi.
Og her taler jeg altså ikke om ildelugtende laboratorieforsøg med jernsulfid og saltsyre, men slet og ret om kommunikation, god stemning, tillid og gensidig respekt.
Din miljørådgiver kan nemlig være nok så dygtig og have flere hundrede års erfaring eller markedets laveste timepris, men hvis han ikke reelt interesserer sig for dig og din bedrift, eller hvis I bare ikke er på bølgelængde, får du så den bedste rådgivning? Og hvis du vælger den politiske kamphane til at lave en simpel ansøgning om en ny halmlade, risikerer du så at få mere, end du har brug for?
Jeg lægger muligvis hovedet på blokken her, men jeg vil nok insistere på, at du til enhver tid kommer længst ved at finde en rådgiver, som er ærlig, som interesserer sig for dig og dit landbrug, som du kan snakke med, som du stoler på – ja slet og ret en rådgiver, som du har god kemi med.
Selvfølgelig er det også vigtigt, at vedkommende kan finde rundt i husdyrlovgivningen og har styr på reglerne, men hånden på hjertet, det har de fleste i branchen jo trods alt. Med få undtagelser.
Så næste gang, du får brug for en miljørådgiver, så spørg dig selv, om du havde en god oplevelse med den sidste, du brugte? Er svaret et stort, rungende ja, så hold fast. Er du lidt i tvivl om dit svar, så overvej at finde en anden. Er svaret et klart nej, så havde du nok fat i en af robotterne. Og i så fald vil jeg bestemt foreslå, at du søger efter anbefalinger i dit netværk blandt kollegaer og konkurrenter. For der er ganske stor chance for, at du kun er én opringning fra at finder dit helt rigtige rådgiver-match.
God jagt!