Mindre tørstoftab i wrapballer end i plansiloer
Uåbnede wrapballer er langt mere lufttætte end plansiloer. Desuden opfodres græsensilage fra wrapballer ofte samme dag, som ballerne er blevet åbnet. Når der tages hul på en plansilo, tager det derimod ofte flere uger at opfodre ensilagen - med langt større risiko for varmedannelse.

Foto: Helms TMT-Centret A/S.
Tørstoftabet i græsensilage, der er ensileret i wrapballer, ligger gennemsnitligt på under to procent. Ligger græsensilagen derimod i plansilo, er det gennemsnitlige tørstoftab meget større, nemlig hele 14 procent. Det viser forskning ved Sveriges Lantbruksuniversitet, SLU.
En del af forklaringen på den store forskel i tørstoftabet er, ifølge de svenske forskningsresultater, at en uåbnet wrapballe er langt mere lufttæt end diverse silotyper. For eksempel er en plansilo umulig at gøre helt lufttæt, påpeges det.
En anden vigtig faktor, der i høj grad påvirker tørstoftabet, er opfodringstiden.
Wrapballer med græsensilage bliver i mange tilfælde åbnet og fodret op samme dag. Det betyder, at ensilagen kun i meget ringe grad når at blive påvirket af luftens ilt, så den begynder at tage varme.
Større risiko for varmedannelse i plansiloer
Helt anderledes forholder det sig med plansiloer. Her tager det måske flere uger at bruge ensilagen, fra der er taget hul på den. Derfor er der langt mere tid til, at ensilagen kan begynde at tage varme på grund af luftens ilt.
Tørstoftabet i plansiloer varierer kraftigt fra gård til gård. Der, hvor det var højest, lå det på ikke mindre end 26 procent, mens det kun var tre procent der, hvor det var lavest, viser forskningsprojektet.
På den gård, hvor tørstoftabet i plansiloen lå lavest, havde man kørt afgrøden betydeligt mere sammen end de andre steder.
Det lave tørstoftab skyldtes også, at man havde været meget mere grundige med tildækningen. Blandt andet var der lagt et 10 centimeter tykt lag sand ovenpå plastfolien til at tynge ned.
Mindre tid til at køre sammen
Den ansvarlige for det svenske forskningsprojekt, professor Rolf Spörndly, peger videre på, at det igennem årene er kommet til at knibe stadigt mere med at nå at få græsset kørt ordentligt sammen i plansiloerne.
Det hænger, ifølge professoren, sammen med, at finsnitterkapaciteten ude i marken er blevet stadigt større, så siloerne nu bliver fyldt betydeligt hurtigere op end tidligere.
- Plansiloer har åbenlyst deres berettigelse i dansk kvægbrug. Men med det omskiftelige klima, vi har haft i de seneste vækstsæsoner, er det åbenlyst, at systemet med finsnitning og ensilering i plansiloer ofte er forbundet med visse udfordringer og ekstraomkostninger, siger marketingschef Jakob Helms fra Helms TMT-Centret A/S, der importerer og markedsfører græshåndteringsudstyr fra irske McHale.