130 kriseramte minkavlere samles til fællesmøde

130 minkavlere har på nuværende tidspunkt tilmeldt sig et fælles minkmøde, der afholdes tirsdag 15. december i Aabybro. Mødets fokus er det menneskelige aspekt samt juridiske, faglige og økonomiske afklaringer.

Masseaflivningen af minkene og udryddelsen af hele erhvervet betyder hårde psykiske konsekvenser for de berørte avlere og deres familier. Blandt andet derfor har Agri Nord valgt at afholde et fysisk møde, selvom det kræver særlige coronaretningslinjer. Arkivfoto.
Masseaflivningen af minkene og udryddelsen af hele erhvervet betyder hårde psykiske konsekvenser for de berørte avlere og deres familier. Blandt andet derfor har Agri Nord valgt at afholde et fysisk møde, selvom det kræver særlige coronaretningslinjer. Arkivfoto.

Hasteaflivninger, kaotiske forhold om bortskaffelse af døde dyr og en stor uvished om fremtiden.

Det er, hvad der ramte minkavlerne, da det fra regeringens side blev beordret, at alle mink i Danmark skulle aflives.

- Først var minkavlerne igennem en turbulent og ekstrem tid, men nu har stilheden lagt sig over farmene, og de står i en fuldstændig uafklaret situation, fortæller virksomhedsrådgiver i Agri Nord, Jørgen Cæsar Jensen, der er rådgiver for mange af de ramte avlere.

Agri Nord har derfor sammen med Nordjyllands Pelsdyravlerforening valgt at afholde et stort informationsmøde i DGI Huset i Aabybro i dag tirsdag den 15. december.

Rådgiveren har selv et indlæg på mødet omkring de økonomiske aspekter af sagen.
- Avlerne har haft alle udgifter til en vare, de nu ikke kan sælge. Den vare er smidt ud og gravet ned i et hul. De har haft udgifter til aflivning, og mange af dem er stadig i gang med at vaske deres farm ned. Men de har endnu ikke fået erstatning, og de kender ikke det beløb, der kommer ved en ekspropriation, siger Jørgen Cæsar Jensen.

Han appellerer til avlernes banker og pengeinstitutter om at være tålmodige og se velvilligt på kassekreditten, indtil der kommer en afklaring.

- Det er heldigvis også min opfattelse, at pengeinstitutterne generelt opfører sig ansvarligt i denne situation, siger han.

Fremtiden er uvis

Jørgen Cæsar Jensen forudser, at mange af avlerne og deres familier kommer til at gå en helt ny fremtid i møde, efter deres erhverv er nedlagt. Mange af dem kommer også til at skulle have helt andre jobs og måske finde et andet sted at bo.

Han ser det ikke som en mulighed, at farmene skulle kunne bruges til en anden produktion.

- Det vil svare til, at man tømmer en svømmehal for vand og siger, at nu kan der spilles håndbold i den, siger Jørgen Cæsar Jensen.

Det traumatiske forløb betyder mange bekymrede henvendelser til Agri Nords socialrådgiver, og Region Nordjylland aktiverede deres psykosociale beredskab for minkbranchen for at tilbyde hjælp til de kriseramte.

Det psykosociale beredskab har allerede haft cirka 15 henvendelser, lige fra enkeltpersoner til hele familier, og de har dermed allerede indblik i, hvad den usikre situation har betydet for de berørte, forklarer Jan Mainz, direktør i Psykiatrien og leder af det psykosociale beredskab.

Fysisk møde

- Det er en stor belastning for minkavlere, familie og branchen generelt at befinde sig i en ekstraordinært presset situation, hvor de på kort tid har set deres livsværk og levebrød blive revet væk, siger Jan Mainz, der sammen med psykolog Christina Mohr Jensen vil deltage i og holde oplæg på mødet.

- Situationen er stadig presset og stressende for mange. Vi erfarer, at de står i et limbo med et ønske om at komme videre, men de mangler halvdelen af brikkerne for at kunne lave fremtidsplanerne. De oplever en livskrise sammenlignelig med andre alvorlige hændelser med følelser af afmagt, stress og sorg. Vores erfaringer fra andre kriser er, at det er vigtigt for de kriseramte at få støtte til at håndtere krisen tidligst muligt i forløbet  Lige nu hjælper vi med at give konkrete værktøjer til, hvordan de kan være i den her situation på den bedst mulige måde for dem selv og som familie, siger Jan Mainz.

Agri Nords socialrådgiver har også oplevet, at minkavlerne har et stort behov for at tale med nogen. Derfor har Agri Nord valgt, at mødet afholdes fysisk, selvom det kræver en række restriktioner i forhold til Corona. Der er tilmeldt 100 deltagere fysisk og 30 online.

aldo

Læs også

Fra mink til økologisk planteavl
Minkformand: Svært at starte produktion igen trods rimelig dvaleordning
Nordjysk minkavlerformand glad for at kunne se fremad igen
Minkstop kan betyde farvel til elever
Stort arbejde forud med minkerstatninger
Minkerstatninger: Mink-milliarder er »too little, way too late