Natur skal fortrinsvist plejes af kvæg

Koens ru tunge er effektiv som en benzindrevet buskrydder, og den er langt mere skånsom for sårbar natur end professionelle maskiner. Derfor dropper Landbrugsstyrelsen nu tilskud til rydning af tilgroede arealer i landets nationalparker og på overdrev.

Kun i få, særligt udpegede Natura 2000-områder giver styrelsen tilskud til rydning. Alle andre steder er det græssende kvæg vejen frem.

Landbrugsstyrelsen har i mange år givet støtte til, at landmændene kan sætte hegn omkring deres marker og forberede afgræsning af de lysåbne arealer i Natura 2000-områderne. I 2020 blev dette også muligt i nationalparker og på overdrev. Tilskud til rydning blev samtidig udvidet fra Natura 2000-områderne til også at gælde nationalparkerne og overdrev.

Ændringen fremgår af en bekendtgørelse, som nu er i offentlig høring frem til 12. august. Ordningen åbner til oktober, og der er 25,6 millioner kroner i puljen. 75 procent af tilskuddet er finansieret af EU.

Tilskud til naturpleje

Lodsejere i Natura 2000-områder kan søge tilskud til rydning af træer og buske. Man kan også søge om tilskud til at forberede sine arealer til afgræsning, det vil sige til etablering af hegn, elforsyning til hegn, fangfold, drikkevandsforsyning og rørbro.

Kilde: Landbrugsstyrelsen

Læs også