Tilfredse danskere nyder skov og natur
Danskerne er blevet endnu mere tilfredse med adgang til skov og natur.

Vandring er blevet en folkesport, og danskerne søger i stigende grad ud i naturen. Foto: Morten Ipsen
Vandring er blevet en folkesport, og danskerne søger i stigende grad ud i naturen. Og der er rigelig mulighed for at finde nye veje i det danske landskab, mener danskerne.
I en ny undersøgelse, som Norstat har foretaget for Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer, svarer 87 procent, at de er enten meget tilfredse eller tilfredse med deres mulighed for at færdes i naturen. Det er en stigning i forhold til 2020, hvor tallet var 82 procent.
Den positive udvikling forstærkes yderligere af, at 2021 var et år, hvor nedlukningerne betød, at endnu flere danskere fik øje på de muligheder, der er for at komme både i skoven og på tur ud i det åbne land.
- Danskerne oplever god adgang til skovene og til naturen. Det viser undersøgelsen helt tydeligt. Alene det at så mange under corona-tiden har benyttet de mange muligheder, som findes, har fået tilfredsheden til at stige, siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.
- Det er glædeligt, at så mange danskerne er tilfredse med deres mulighed for at komme ud i naturen. Det viser, at kombinationen af naturbeskyttelseslovens adgangsregler og frivillige tiltag som »Spor i landskabet«, hvor lodsejere åbner for øget adgang til deres arealer, virker efter hensigten, siger Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.
Regler efterspørges
Mens tilfredsheden med adgangen til naturen hos danskernes er høj, er der også advarselslamper, der blinker. Danskerne mangler viden om, hvad de må og ikke må i naturen.
Over halvdelen af de adspurgte savner oplysning om reglerne for at færdes i skove eller andre steder i naturen.
Der er også udfordringer, når det handler om hensynet til naturen og til samfærdslen med andre skovgæster/gæster i naturen.
87 procent af de adspurgte i undersøgelsen er enten »meget enige« eller »enige« i, at vi skal blive bedre til at tage hensyn til naturen, når vi er på tur. 71 procent er »meget enige« eller »enige« i, at vi skal blive bedre til at tage hensyn til hinanden, de andre gæster i naturen, når vi er på tur i skoven eller i det åbne land.
- Det er vigtigt, at skovgæsterne ikke stresser dyrelivet med deres adfærd eller kommer i konflikt med en skovejer eller andre brugere. Bedre information om adgangsmuligheder og regler på skilte, i apps eller offentlig kommunikation vil helt sikkert kunne bidrage til at undgå mange misforståelser, siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.
- Det er vigtigt, at vi arbejder med at udbrede kendskab til reglerne til både naturgæster og lodsejere, da det helt sikkert vil være med til at øge tilfredsheden endnu mere, siger Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.
I undersøgelsen er cirka 1.000 repræsentativt udvalgte danskerne i november 2021 blevet spurgt om deres tilfredshed med mulighederne for at færdes i naturen. Der er også spurgt til tilfredsheden med oplysningen om regler for adgang til naturen, og til eventuelle udfordringer med hensynet til natur eller til andre gæster.