Brug årets blomsterstriber i flotte dekorationer

Efter sidste års massive interesse omkring blomsterstriberne på Djursland fik Djursland Landboforening en idé, som de ikke helt kunne slå ud af hovedet. Et medlem af landboforeningen var kommet forbi landbocenteret med den flotteste dekoration, som var lavet af blomster fra striberne, og dekorationen holdte sig flot uendeligt længe.

Det tip skulle ikke gå tabt, og derfor har landboforeningen i år besluttet sig for at lave et kursus i blomsterbinding, hvor deltagerne kan lære at binde deres egen buket eller dekoration med netop blomster fra de såede blomsterstriber på Djursland.

Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening, lægger både hus og striber til dagen, og Tine P. Axelsen, Tine’s Blomsterdesign i Koed, står for undervisningen.

Kurset finder sted d. 27. august og koster 100 kroner pr. deltager, og det er inklusiv blomster, kaffe og kage. Alle mødes på Estruplundvej 51, Ingerslev, 8950 Ørsted fra kl. 14.00-16.00.

Tilmeld dig kurset på landboforeningens hjemmeside under arrangementer inden tirsdag den 23. august – og medbring saks og spand.

Læs også