Når jeg sidder på mit hjemmekontor og kigger over skærmen og ud af vinduet, kan jeg se de lyserøde gederams, der står fornøjet i hindbærbedet og hygger sig. I det klare sollys og den stille vind sender de skyer af sølvhvide frøfnug op i luften. Frøene svæver blidt rundt i store skyer og lader sig falde til jorden i tilfældige mønstre. Det ser smukt ud.

Gederams vokser glad og fornøjet i frodig jord, og sætter hele tiden nye blomster opad, så den blomstrer konstant fra engang i juli til starten af september, hvor den mest består af sølvhvidt »gedeskæg«.

Klyngen af gederams står lige ved siden af min 450 kvadratmeter store køkkenhave, og på nuværende tidspunkt ligger store dele af køkkenhaven bar hen. Lidt endnu.

Kartoflerne er gravet op, og jeg har sat rødbeder, koriander, radiser, kinaradiser og glaskål i fine lige rækker med et tykt lag græsafklip imellem. Her kan ingen nok så smukke fnugfrø slå sig ned.

Men så er der et stort stykke, hvor jeg har sået efterafgrøde – en blomsterblanding bestående af honningurt, boghvede, hør og stenkløver, for at nå en sidste blomstring til glæde for bier og insekter, inden frosten kommer. De spæde spirer dækker langtfra jorden endnu, så her er der rig plads til, at gederamsens sølvfnug lander på den brune fugtige muld og slår sig ned.

Vild værtsplante

Selv om gederams kan spises – både stængler, blomster og blade – så er jeg ikke udpræget fornøjet ved tanken om at dyrke den i køkkenhaven. Den sætter stængler ved sideskud og kan snart udkonkurrere alt andet.

Men det er jo ikke ukrudt. Det er en vild plante, der er værtsplante for larven af dueurtsværmeren. Larven er en kæmpestor larve, med tilsyneladende drabelige pigge på halen og et hoved, den kan trække ind som en skildpadde. Jeg har fundet den flere gange i haven og det er et syn for børn. De er vilde med den.

Gederams er også værtsplante for gederams bladskærerbi, som samler pollen fra gederams og fodrer sit afkom med det, mens den bygger redeceller af bladene. Samtidig er humlebier og sommerfugle vildt glade for planten. Så skal jeg opsummere, så er gederams spiselig. Den er smuk. Den er værtsplante for sommerfugl og bi. Den er nektarplante for endnu flere.

Alt i alt er det en vidunderlig plante, der hører hjemme her og derfor trives godt. Det eneste, jeg skal sørge for, er at dække jorden i køkkenhaven, så den ikke lige slår sig ned der. For selleri, knoldfennikel og gulerødder er nu engang ikke rigtig hjemmehørende, og har brug for både lys, luft og gødning for at klare sig.

Derfor skal gederamsen ikke slå sig ned sammen med grøntsagerne, men så hjertens gerne alle andre steder. Men ukrudt – det er det ikke. Det er vi nemlig mange om at bestemme.

Natur