Burren: En plante, der hænger i

Kulden nærmer sig fra nord, og sætter gang i den indbyggede trang til at trække mod varmen i syd. Ja, hvis man altså har mulighed for at trække, og det har vores planter som bekendt ikke.

Derfor bukker mange planter under for vinteren, går i dvale eller taber deres blade. Snart er der ikke meget farve eller grønne vækster at finde derude i naturen. Én plante står dog trodsigt tilbage i det farveløse landskab, og forsøger at sprede de sidste frø. Det er burren.

Der findes fire-seks arter af burrer herhjemme, og man kan finde dem over hele landet. De er alle kraftige planter med grove stilke og brede blade, der minder om tidsler. Blomsterne er kuglerunde og rosa eller violette. De findes ofte i vejgrøfter, ruderater og lignende. Oftest er det glat burre vi støder på, og den kan blive op til halvanden meter høj.

Burrer er bestemt ikke en yndlingsplante, og enhver, der har kæledyr med lang pels eller spejderbørn med langt hår, ved hvorfor. De kan være meget svære og næsten umulige at få ud af pelsen eller håret.

Efter afblomstring fungerer de krogformede kurvblade nemlig som hager, der kan sætte sig fast i pels og tøj. På den måde hjælper dyr og mennesker ufrivilligt burren med at sprede sine frø.

I planteriget findes mange forskellige strategier for frøspredning. Mælkebøttens frø flyver i den lette brise, strandkålens frø ruller med vinden ned ad kysten og kokospalmens nødder kan flyde i havstrømmene. Fælles for dem er, at de ikke generer andre arter ved at sprede deres frø, som den lumske burre gør det.

Man skal være opmærksom, hvis man arbejder med burrer. Dens plantesaft kan, ligesom det ses ved bjørneklo og engbrandbæger, udløse eksemlignende hudskader, særligt i sollys.

Læs også