Vinteren kan virke farveløs og uendelig. Pløre og plask, blæst og slask. Dagene ligner hinanden med gråvejr og byger. Selv en lille storm kan virke som et friskt pust, når vejret ellers er fastlåst i sydvestenvinden. Men en dag fanger øjet et lille lyspunkt i mørket. En lille gul blomst trodser årstiden, og bebuder at foråret igen vil vinde. Det er erantis.
De erantis, vi finder herhjemme, er oftest af arten »eranthis hyemalis«. Ordet stammer fra græsk, og »eranthis« betyder forårsblomst. Efterleddet »hyemalis« betyder vinterlig, og kendes også fra andre arters videnskabelige navne.
Arten kan ikke forveksles med andre arter i Danmark og sammen med den fine vintergæk, hører den til de mest tidlige blomster. Oprindeligt er planten fra Centraleuropa, men den er naturaliseret her i landet og vokser nu i haver, parker og skove. Den er ofte blevet plantet for sin evne til – meget tidligt – at springe ud, og lave et smukt gult bunddækkende tæppe.
Erantis er en del af ranunkelfamilien, som eksempelvis anemone, klematis og engblomme. Planten er flerårig, så den visner væk, men skyder frem igen næste år.
Efter de smukke gule blomster er visnet, står den grønne del tilbage. Denne del af planten samler næringsstoffer og gemmer dem i en knold under jorden. Næste forår er det denne knold, der skyder, og en ny generation af erantis er på vej. Hele planten er giftig for mennesker.
Hvis man vil have flere erantis i sin have, kan man købe knolde, og sætte dem om efteråret. Man kan også dele dem, man har i haven i forvejen, hvis de er livskraftige.
Hvis vi har en mild vinter, kan erantis ses allerede i december. I min have er de første på vej, netop nu. Tag ud og pluk erantis, og glæd en ven med en lille bid af foråret, der er på vej.