BL har fået ny foreningschef

Foto: Bæredygtigt Landbrug.
Steffen Birk Gammelgaard er ny foreningschef hos Bæredygtigt Landbrug. Han starter hos organisationen 1. maj og kommer fra en stilling som kommerciel udviklingschef hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
58-årige Steffen Birk Gammelgaard kommer til Bæredygtigt Landbrug med en solid erhvervsbaggrund. Han har bl.a. arbejdet i medicinal og farmaceutisk industri, været chef for et stort salgsteam i Danish Agro i Syd- og Sønderjylland, og så har han også arbejdet hos Seges Innovation i seks år.
- Det er helt essentielt for mig, at vi i fællesskab kan være med til at skabe de bedste forudsætninger for, at landmændene kan lykkes. Alt det udenom selve det at være landmand skal være i orden og til at finde ud af. Og hvis det er det, så der er rigtig gode muligheder for landmanden til at bygge noget op og stå stærkt, siger Steffen Birk Gammelgaard og fortsætter:
- Faktisk var noget af det, der tiltrak mig ved jobbet udfordringen med treparten. Vi skal skabe et stærkt fællesskab og have klare målsætninger. Og det er vigtigt at sige, at det ikke er mig, men os. Vi skal nå vores mål sammen, og det skal gøres på den rigtige måde – med ordentlighed og troværdighed både internt og eksternt, understreger han.