Direktør Flemming Schmidt tiltræder 1. januar stillingen som godsforvalter hos Firma Collet på Lundbygaard Gods på Sydsjælland.
Udover de normale godsforvalterfunktioner får Flemming Schmidt hos Firma Collet ansvaret for en af de største juletræsproduktioner i Europa. Træerne herfra leveres til 17 lande gennem det helejede Arbodania A/S, som også indkøber og videresælger juletræer samt klippe-og dekorationsgrønt inden for det europæiske område og i Asien.
Flemming Schmidt er oprindeligt gartneruddannet og kommer fra en stilling som direktør i firmaerne Norpoltrees og Silvamax. Han var i en årrække ansat som afdelingsleder på landets største blomstergartneri PKM i Odense. Under sin ansættelse dér etablerede han et 40.000 kvadratmeter stort drivhusprojekt i Kenya.
Den fratrædende godsforvalter Thomas Kirchheiner Johansen trækker sig tilbage efter 27 års ansættelse. I den anledning udtaler godsejer Bernt Johan Collet:
- I sine mange år i virksomheden har Thomas Johansen bidraget stærkt til at etablere virksomhedens position som en af de ledende i Europa både med hensyn til størrelsen og kvaliteten af firmaets produkter og service.
Thomas Johansen vil i en periode stå til rådighed som konsulent for godset.