Ifølge en frisk analyse af markedet for såsæd til forårsbrug, som AgroMarkets har foretaget, er prisen steget i forhold til sidste års vårsæd.
- Men ikke mere end kornprisens generelle stigninger giver anledning til og altså ikke mere end forventet, skriver AgroMarkets i en analyse.
AgroMarkets’ pristjek af de ti mest udbredte sorter på markedet i arterne vårbyg, havre og hestebønner viser en gennemsnitlig stigning af såsædsprisen på 81 kroner pr. 100 kg for alle arter.
Den gennemsnitlige stigning på korn i samme periode er 76 kroner.
Ifølge analysen er der op til 50 kroner i udsving, når man sammenligner de enkelte sorter mellem firmaerne.
Lurepasser på gødningen
Nu, hvor urea-prisen er vigende for første gang i 15 uger, lurepasser mange landmænd, mens de håber på, at udviklingen fortsætter.
- Panikken er afløst af tilbageholdenhed, og det giver ro på markedet, vurderer AgroMarkets i en analyse.
I analysen konstaterer AgroMarkets også, at omsætningen af gødning på det danske marked er uhyre lille i øjeblikket. Især set i forhold til, at der stadig mangler at blive omsat en hel del gødning.
Det kan måske forklares delvist med, at landmændene har mere gødning på lager, end man umiddelbart skulle tro, vurderer handelsrådgivningsselskabet.