Corona skaber panik i oliemarkedet

Spredningen af coronavirus har sendt panikagtige bølger ind over oliemarkedet
med store prisfald til følge, konstaterer Jyske Bank i sin afgrødekommentar.

- Prisen på en tønde nordsøolie handler her til morgen (fredag morgen, red.) på laveste niveauer siden januar 2019, og nærmer sig 50 US-dollar, hvilket svarer til et fald på cirka 30 procent fra toppen i starten af januar. Olien har lige nu retning mod det største ugentlige fald siden 2014. Frygten for, at smitten vil få en større ødelæggende effekt på den globale økonomiske vækst, har fået investorerne til at paniksælge i stor stil, skriver banken, og tilføjer:

- Saudi Aramco, verdens største børsnoterede olieselskab, har meddelt, at leveringer til Kina vil reduceres med 500.000 tønder pr. dag fra et niveau på omkring 1,8-2 mio. tønder – en konsekvens af den faldende efterspørgsel som følge af virusudbruddet.

Udsigt til rekordmeget hvede

International Grains Council (IGC) har opdateret sine seneste estimater for beplantede arealer.

De estimerede hvedearealer er blevet hævet med 2 procent fra seneste forecasts til 221 mllioner hektar i år.

- Årsagen skyldes især et boost i indiske arealer – og ventes at kunne løfte den globale produktion af hvede til rekordhøje 769 millioner tons. IGC hævede også majsarealer med 1 procent samt sojabønnearealer med hele 4 procent, skriver Jyske Bank i en afgrødekommentar – altimens markederne viser tegn på at være hårdt pressede.
 

Læs også