For at etablere et stærkt fagligt miljø til at betjene kvægbedrifter og levere optimal rådgivning har LandboSyd og Vestjysk per 2. november 2020 indgået aftale om rådgivningssamarbejde vedrørende kvægrådgivning.
I en pressemeddelelse lyder det, at det vil være til gavn for kvægbrugere i både vest og syd.
Med samarbejdet har de to rådgivningsvirksomheder besluttet, at den fremtidige rådgivning varetages bedst af Vestjysk. Det betyder, at de tre kvægrådgivere, der er ansat hos LandboSyd virksomhedsoverdrages til Vestjysk, der har base i Ringkøbing.
Der fastholdes et fagligt miljø hos LandboSyd i Aabenraa således, at kvægkunder fortsat kan rådgives lokalt, lyder det.
Vestjysk Kvæg vil fremover bestå af 12 fagligt stærke kvægrådgivere.
Begge landboforeninger har hver for sig økonomi- og planteavlsrådgivning inden for kvægområdet, og dette er ikke en del af det nye samarbejde. Landmænd kan dermed fuldstændig som hidtil få lavet markplaner, regnskaber og budgetter hos det rådgivningscenter og den økonomirådgiver, de måtte have præference for.