SLF svarer på corona-spørgsmål
HR-konsulent i SLF Frida Søllingvraa har mange landmænd og udenlandske medarbejdere, der ringer med tvivlsspørgsmål i forbindelse med corona-situationen. I langt de fleste tilfælde er der hjælp at hente
Hun blev for eksempel tidligere på ugen ringet op af en brasiliansk landbrugsmedarbejder, der havde været på ferie i hjemlandet og nu var på vej tilbage til arbejdet som fodermester i Sønderjylland. Han var i tvivl om hvorvidt, han kunne komme ind i landet, nu hvor Danmark lukkede grænserne. Det samme forholdt sig med en ukrainsk landbrugsmedarbejder, der også var på vej hjem fra ferie.
-I begge tilfælde opfordrede jeg til, at de havde så mange papirer klar som muligt, som kunne dokumentere, at de var i godkendt arbejde i Danmark, samt at de ringede til deres flyselskab. I begge tilfælde kom de uden problem ind i landet, så de kunne fortsætte deres arbejde, fortæller Frida Søllingvraa.
I HR & Arbejdsgiverservice sidder teamchef Conni Tetens og HR-konsulent Frida Søllingvraa klar til at svare på eventuelle spørgsmål.