Sidste uge var politiet ude at tjekke traktorer og vogntog i området omkring Viborg og Spøttrup nord for Skive samt området omkring Spjald mellem Herning og Ringkøbing. Resultatet var ikke imponerende for landbrugets renommé, da halvdelen af køretøjerne havde bremsefejl, hvilket resulterede i bøder, kørselsforbud og sågar mistede kørekort for de yngste chauffører.
En af de få maskinhandlere i Danmark der har et mobilt anlæg til bremsetjek af traktorer og hele vogntog, er TBS Maskinpower. Normalt står anlægget på værkstedet i Starup, men efter sidste uges razzia i lokalområdet har kollegerne hos TBS Holstebro lånt både anlæg og mandskab i Starup, og de inviterer nu til en drive-in bremsetest torsdag den 27. og fredag den 28. februar Viborgvej 79 i Holstebro.
Blandt initiativtagerne er sælger Thomas Lilleholt.
- Jeg synes både, det er trist og ulykkeligt at læse tallene i avisen. Først og fremmest på grund af sikkerheden, dernæst er det synd for de unge chauffører, der har mistet kørekortet og endelig er det da også nogle trælse bøder at skulle betale.
Han tror ikke på, at landmænd og maskinstationer bevidst kører rundt med traktorer og vogntog, der ikke er i orden.
- Det er mere i kategorien, det har man ikke lige tænkt på, så er der travlhed, og ja, så er det driften der tæller. Måske spiller det også ind, at mange tror, at det er dyrt at få testet bremserne. Det er det ikke, siger han.