Arla arbejder hen mod at neutralisere al udledning af drivhusgasser fra hver liter mælk, der produceres. Og nu bliver andelsmejeriets tre største friskmælksmejerier i Danmark CO2e-neutrale: Slagelse, Hobro og Christiansfeld samt fire terminaler.
Fremover køber mejerierne udelukkende grøn strøm og biogas, hvilket reducerer udledningen med 26.000 tons CO2e (kuldioxid, red.) årligt, skriver Arla i en pressemeddelelse.
Den grønne strøm bringer Arla 84 procent ad vejen mod 100 procent CO2e-neutrale mejerier. Resten af CO2e-påvirkningen udlignes ved køb af klimakreditter – også kaldet klimakompensation.
Samtidig har Arla netop valgt at investere 35 millioner kroner i initiativer, der skal reducere elforbruget med 30 procent og forbrug af naturgas med 66 procent. Det sker gennem investeringer i nyt udstyr, der blandt sikrer udnyttelse af restvarme.
Alle Arlas mejerier i hele verden står ifølge selskabet tilsammen for fire procent af Arlas samlede udledning.
Projektet med at gøre de tre friskmælksmejerier CO2e-neutrale er i første omgang et pilotprojekt i Danmark og Holland, men planen er løbende at indfase flere mejerier i projektet.