- Vi står foran en energirevolution

Hvordan går det med at udmønte store skåltaler til praktisk fremgang for power-to-x? Det kan man blive klogere på under energimessen på NutriFair.

Power-to-X eller ptx. Det er blevet kaldt en game changer for både industrien, miljøet, klimaet og den grønne omstilling, og der er smidt milliarder af statslige kroner i at være med til at drive strategien frem.

I al sin enkelhed er der tale om en proces, hvor man med elektrolyse omdanner strøm til brint, og dermed kan gøre teknologien mere klimavenlig, og kommer af med fossile energikilder i transportsektoren.

Men siden indgåelsen af de politiske aftaler har der været stille omkring teknologien.

Det bliver der dog lavet lidt om på tirsdag på Bioenergiscnene på NutriFair, når centerleder for energiteknologi ved Aalborg Universitet, Esbjerg Campus, Jens Bo Holm-Nielsen, giver en opdatering på den spændende løsningsmodel.

For det er lidt af en revolution, man står overfor på ptx området, mener han.

- Power-to-X er jo det næste store skridt i en teknologisk revolution, for når vi får rigtig meget diversitet på offshorevind, on-shore vind og sol, så har vi jo den allerstørste og vigtige platform, siger han.

Der skal store mængder elektricitet til at kunne drive processerne, men når man når frem til kunne producere brint med elektrolyse, er man nået et godt stykke af vejen.

- Når du har brinten, så har du den første store byggeklods. Man kan jo enten bruge brinten, som den er, til transport, men man kan også lave en synteseprocess med CO2, og lave det til metanol, siger Jens Bo Holm-Nielsen, der også er lektor ved AAU Energi.

- Man kan også bruge brinten sammen med N2 fra atmosfæren og syntetisere disse to molekyler til ammoniak. De tre spillere er man enige om, er fremtiden for grønne drivmidler. Altså brint, ethanol og ammoniak, siger han videre.

Paradigmeskifte i landbruget

Også for landbruget kan power-to-x indikere et paradigmeskifte, og være med til at sikre, at også den tunge transport og industrien kan omstille sig til en bæredygtig fremtid, fordi landbruget kan få en afgørende rolle som både aftager og producent i en Power-to-X værdikæde.

For at kunne bruge power-to-x teknologien til at lave methanol, har man brug for metangas, brint og også CO2. Og det sidste er landbruget som bekendt storleverandør af via biogasproduktion. Men flere store spillere er kommet ind i ptx-kampen, blandt andre Mærsk, DFDS, Torm og SAS.

- Det gælder blandt andet European Energy, der både ejer solceller og vindmøller i Danmark, og de har også investeret i et biogasanlæg ved Holstebro-området. Og det er jo for at have produktionsretten til at levere CO2.

Det skal i væsentlig omfang komme fra biogas, Og det giver god mening at udnytte CO2 i forbindelse med ptx-processer, mener Jens Bo Holm-Nielsen.

- Når man først har renset metanen op til biogaskvalitet, og har fået det ud på nettet, så i stedet for bare at spilde CO2'en, der i øvrigt allerede nu udnyttes i industrien, så er det helt store volumen noget, der kan omsættes i power-to-x-anlæg. Så der er mange forskellige faktorer, der peger i den retning, siger han.

Han tilføjer, at man formentlig indenfor en overskuelig årrække vil se Power-to-x-anlæg i industriel skala flere steder i Danmark.

- Vi har et testanlæg på Institut for Energi ved AAU, og der har et firma, der hedder Reintegrate, og som nu er købt op af European Energy, en platform, som de er ved at udbygge ved GreenLab Skive. Men de er også i gang med en yderligere udvidelse til fuld skala af et anlæg i Sønderjylland, slutter han.

Effektivt Landbrug A/S

Odensevej 29
5550 Langskov