Forbedret velfærd i soholdet med nyt fodertilskud

Reduceret sodødelighed og færre udfordringer med halebid i smågrisestalden er ifølge Cargill blot nogle af de fordele, som det nye fodertilskud BehavePro kan bidrage med i soholdet.

- En ting er license to produce, men der er også økonomien i, at grisene kan sendes videre i produktionen.

Kristian Lauridsen og Lars Naursgaard fra Cargill benytter blandt andet Nutrifair til at præsentere Cargills sidste nye fodertilskud BehavePro, der angiveligt kan føre til en forbedret velfærd hos både søer og smågrise.

- BehavePro består af forskellige planteekstrakter, som i kombination har en beroligende effekt på grisenes adfærd, forklarer Lars Naursgaard om fodertilskuddet, der dermed har lidt af den samme effekt som fodertilskuddet ConverMax målrettet slagtesvin, der dog samtidig har en forbedrende effekt på foderforbruget.

Sodødeligheden halveret

Ifølge Lars Naursgaard bidrager BehavePro blandt andet til færre halebid i smågrisestalden, ligesom den beroligende effekt på søerne fører til færre slåskampe i drægtighedsstaldene – ikke mindst i forbindelse med flytning og sammenblanding.

- Effekten har også vist sig ved færre døde pattegrise i farestalden på grund af roligere søer, uden at det decideret er noget, som vi har haft fokus på i afprøvningerne, tilføjer Kristian Lauridsen.

Cargill har med BehavePro erfaringer fra en del forsøg. I sohold har man blandt andet målt effekten på adfærden i forhold til antallet af ridser på søerne efter sammenblanding. Desuden foreligger der et forsøg i en dansk besætning, hvor effekten for alvor blev understreget af en halvering af sodødeligheden.

- Der var ikke tale om en besætning, der lå specielt højt i sodødelighed. De lå på 12 procent, men over en 16 ugers afprøvningsperiode faldt den gennemsnitlige sodødelighed til 5,66 procent. Det vil sige en halvering, fortæller Kristian Lauridsen om afprøvningen i soholdet, hvor der var transponderfodring i drægtighedsstalden.

Lars Naursgaard tilføjer, at det for landmanden i det givne tilfælde betyder lidt over 300 kroner pr. årsso.

- I besætningen var de egentlig stoppet med at tilsætte BehavePro efter endt afprøvning, men da sodødeligheden igen begyndte at stige, valgte de at genoptage brugen, fortæller Lars Naursgaard videre.

En løsning mod akutte problemer

BehavePro doseres med to kg pr. ton foder, men kan, for eksempel ved akutte udbrud af halebid i smågrisestalden, med fordel tilsættes drikkevandet for en hurtigere effekt.

Ved akutte stressudfordringer tilsættes BehavePro L fem dage i vand eller to dage før og tre dage efter forventet stressudfordring. Til søer tilsættes produktet med 1,5 procent, mens der anvendes 0,5 procent til smågrise og slagtesvin, og ifølge Cargill ser man effekten med det samme – udbruddet af halebid falder til ro.

Udover bedre dyrevelfærd og dermed en lavere dødelighed for søer og smågrise, der ikke mindst er til gavn for erhvervets omdømme, peger Cargill også på den tilfredshed hos medarbejderne, som den bedre dyrevelfærd og en lavere dødelighed vil give.

Fordele ved BehavePro

● En reduceret sodødelighed på en procent giver værdi på cirka 50 kroner pr. årsso –> 1-2 procent lavere sodødelighed giver breakeven

● En rolig so giver bedre pattegriseoverlevelse -> 1-2 procent bedre overlevelse giver breakeven

● Grise med halebid påfører tab og må ofte sælges til lavere pris. En reduktion i salgsprisen på 150 kroner -> 1 procent færre grise med halebid giver breakeven

● Bedre dyrevelfærd giver tilfredse medarbejdere

● Bedre velfærd og lavere dødelighed for søer og smågrise forbedrer erhvervets omdømme

Kilde: Cargill

Effektivt Landbrug A/S

Odensevej 29
5550 Langskov