Nogle af Danmarks største plantebaserede aktører står bag, når Øksnehallen i København den 5. og 6. november 2022 slår dørene op for virksomheder – store såvel som små – og anslået 5.000 gæster.  Det er tre år siden, at Dansk Vegetarisk Forening senest var vært for en messe. Siden har coronapandemien sat en stopper for de storre arrangementer, og Organic Plant Based Expo er derfor ventet med ekstra spænding.

- Messen i 2019 var en kæmpe succes, hvor flere stadeholdere undervurderede efterspørgslen og måtte skaffe ekstra forsyninger og i nogle tilfælde var nødt til at melde tidligt udsolgt. Coronaen var derfor en streg i regningen. Men nu er vi tilbage, siger Dansk Vegetarisk Forenings erhvervschef Mie Nordly.

Messen er denne gang økologisk og er blevet til med støtte fra Fonden for økologisk landbrug. Værdierne bag økologien og det plantebaserede er nært beslægtede med hensyn til både miljø, dyr og sundhed.

Samtidig er det, hvad angår plantebaserede fødevarer især inden for økologien, at Danmark har en styrkeposition. Man behøver dog ikke være en helt økologisk virksomhed for at blive budt velkommen på Organic Plant Based Expo, så længe de udstillede produkter er økologiske.