Økologi giver rekordomsætning hos Friland
Friland A/S præsenterer i dag et årsregnskab med den højeste omsætning i de 26 år firmaet har eksisteret. Mængderne er steget, men det er priserne dog ikke, og det kan mærkes på afregningen til landmændene.

Økologiske grise på mark. Foto: Friland
Med en omsætning på 867 mio. kroner mod 812 mio. sidste år afslutter Friland sit årsregnskab med en fremgang på syv pct. Det er de to økologiske koncepter, der løfter omsætningen og driver langt den største del af væksten. Som vanligt udgør økologisk grisekød den største del af omsætningen med 54%, mens økologisk oksekød udgør 29%. Dermed er Frilands samlede økologiske omsætningsandel på 83%.
Hen over året fik de økologiske griseproducenter Inkl. noteringen fra Danish Crown i gennemsnit udbetalt 24,95 kr. pr. kg mod 29,40 kr. pr. kg. sidste år. Leverandører af økologiske kreaturer fik i gennemsnit udbetalt 26,60 kr. pr kg. mod 27,20 kr. pr. kg. sidste år*.
Stigende efterspørgsel
Den store stigning i salgsvolumen på økologien, giver et billede af en efterspørgsel, der fortsætter med at stige.
- Denne stigning forventes at fortsætte i den nærmeste fremtid. Det er derfor vigtigt og grundlæggende glædeligt, at vi i år ligeledes har set en stigning i antallet af slagtede økologiske grise og kreaturer, da det giver mulighed for at udvikle markederne yderligere, siger Henrik Biilmann, Frilands adm. direktør.
Han understreger dog også, at de store mængder kød har været en udfordring i dette regnskabsår, da efterspørgslen ikke helt har nået det ønskede niveau endnu.
- Den markante stigning i mængder har især sidst på regnskabsåret givet os udfordringer med at holde tillægget på et niveau, som ligger på eller over vores målsatte niveau. Det skyldes primært, at efterspørgslen halter lidt efter, men alt tyder på, at det kommer til at udjævne sig, og så er Friland klar til at imødekomme markedet, siger han.
Danmark står for 45 pct. af Frilands omsætning, mens Frankrig og Tyskland fortsat er de største eksportmarkeder med hhv. 19 og 20 pct.
God interesse for Frilandskoncepterne
Drevet af det øgede fokus på dyrevelfærd i samfundet, har der også været god interesse for frilandskoncepterne.
Der har været god efterspørgsel på Friland Kødkvæg hvor det gennemsnitlige tillæg er fasthold på 2,15 kr. pr. kg., og leverandører til konceptet har i gennemsnit modtaget 27,83 kr. pr. kg. mod 26,91 kr. pr. kg. sidste år*.
På Friland Limousine er den gennemsnitlige udbetaling af tillægget steget til 4,46 kr. pr. kg. mod 4,22 kr. pr. kg. sidste år. Dermed har leverandører til konceptet i gennemsnit modtaget 30,00 kr. pr. kg. mod 29,31 kr. pr. kg. sidste år*.
Frilandsgris-konceptet har været udfordret af et faldende antal grise. Det er dog lykkedes at finde nye leverandører, så grundlaget for vækst i konceptet er derfor til stede i regnskabsåret 2018/2019. Der er i gennemsnit udbetalt 13,51 kr. pr. kg. mod 13,85 kr. pr. kg. sidste år til Frilandsgris leverandørerne*.
Samlet set har Friland i regnskabsåret 2017/2018 udbetalt 305 mio. kr., hvilket er 25 mio. kr. mere end sidste år og 9 mio. kr. mere end det hidtil højest udbetalte beløb.
*Tallene er inkl. restbetaling fra Friland men ikke inkl. restbetaling fra Danish Crown.