Stort fynsk ja til storfusion

Rådgivningen i Centrovice og LMO sammenlægges med tilbagevirkende kraft fra 1. november til stort rådgivningsselskab, der får nyt navn.

Rådgivningsfusionen mellem Centrovice og LMO er en realitet med tilbagevirkende kraft fra 1. november.

Med 147 ja-stemmer, 13 nej og to blanke stemmesedler sagde 162 medlemmer af Centrovice klart ja til den nye fælles rådgivningsvirksomhed ved gårsdagens generalforsamling i Vissenbjerg.

- Der har været en rigtig flot opbakning gennem hele forløbet, og vi glæder os nu til de kommende møder med LMO for at få selskabet og organisationen på plads. Og vi glæder os først og fremmest over, at vi på denne måde sikrer en full-line, stærk rådgivning til de fynske landmænd for fremtiden og med den nærhed, som vi er vant til her i Vissenbjerg, lød det fra Centrovice-formand Torben L. Povlsen efter afstemningen ved den velbesøgte ekstraordinære generalforsamling.

Nyt navn

En af de første opgaver bliver at finde et nyt fælles brand til rådgivningsselskabet. Det er lagt i hænderne på tre selskaber, som hver kommer med deres bud på et nyt navn.

- Det har været et af punkterne i oplægget til fusionen, netop for at signalere, at vi henter det bedste fra hvert af de hidtidige selskaber. Samtidig lægges »det plejer vi« på den måde nemmere på hylden, forklarede Torben L. Povlsen.

I sit oplæg ved generalforsamlingen fortalte han, at Centrovice leverer 16,3 millioner kroner ud af sin samlede egenkapital på 37 millioner kroner til det nye selskab, som fra start får en egenkapital på 65,5 millioner kroner.

De budgetterede fusionsomkostninger er på 9,8 millioner kroner, mens besparelsen ved sammenlægningen af rådgivningen forventes at blive i størrelsesorden på 7,5 millioner årligt.

Rådgivningsfusionen, der får en årlig omsætning på omkring 400 millioner kroner, har til huse i de eksisterende full-line LMO-rådgivningscentre i Søften, Viborg og Horsens samt det hidtidige Centrovice-hovedsæde i Vissenbjerg. Dertil kommer satellitkontorer i Øster Vrå, Aars, Samsø og på Ærø.

Centrovice-huset i Vissenbjerg lejes af det nye selskab foreløbig i 10 års periode.

 

erik@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 28

Læs også