BG-formand: - Vi siger nej til frivillig og rendyrket tvang

Når man helt op til 1975 fra et statsejet nævn anbefalede, at man skaffede sig af med sprøjterester ved at grave et hul i jorden, så er det hul i hovedet at fratage landmænd deres dyrkningsret, mener formanden for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse.

- Vi vil beholde vores dyrkningsret, og vi vil hverken frivillig eller rendyrket tvang, siger formanden for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse (BG) Ulrik Lunden. 

Udtalelsen falder i forbindelse med artiklen »Ufaglig kritik af landbruget« i Effektivt Landbrugs lørdagsavis. Her mener BG’s fagchef, agronom Bente Andersen, at der ikke foreligger bevis for, at resultater i vandboringer stammer fra dyrkningsfladen i landbruget.

-  Langt hovedparten af lukkede boringer som følge af forurening skyldes andre forhold end landbrugets brug af pesticider på dyrkningsfladen. Og de ganske få landbrugsrelaterede lukninger af boringer - hvis de overhovedet findes - kan stamme fra titusindvis af punktkilder, såsom lossepladser eller vaskepladser, som man tilbage i tiden så anderledes på end i dag, lyder det fra Ulrik Lunden. 

- Når et statsejet Giftnævn så sent som i 1975 anbefaler, at man bortskaffer sprøjterester ved at grave et hul i jorden, er det rent ud sagt helt ved siden af skiven, at ville påberåbe sig nogle ganske få målinger for at tage dyrkningsretten fra os uden at undersøge, om målingerne stammer fra 25.000 eller endnu flere punktkilder, siger formanden for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse.

aldo

Læs også