»Miljøstyrelsens anbefalinger virker ikke«, lød det i en pressemeddelelse fra Sagro i forgårs. I går præciserede rådgivningsselskabet sit budskab.
Som Effektivt Landbrug skrev i en artikel i går, så viser kartoffelforsøg ved Arnborg, som Sagro sammen med en række samarbejdspartnere står bag, nu tydeligt effekten af forskellige former for nedvisning.
Sagro vurderede i en pressemeddelelse onsdag, at de virkemidler, som Miljøstyrelsen anbefalede i stedet for Reglone, ikke virker. Senere på dagen trak Sagro pressemeddelelsen tilbage, og har nu sendt en ny ud, hvor Miljøstyrelsen ikke er nævnt.
Sagro fastholder dog, at »det er ganske tydeligt, at de virkemidler, som er i spil som et alternativ for Reglone, ikke virker«.
- Et forsøg, hvor der er anvendt to gange Beloukha (pelargonsyre), har slet ikke den effekt på planterne, som er nødvendig for vækststandsningen. Beloukha er ikke godkendt til nedvisning i Danmark, og derfor heller ikke et muligt nedvisningsmiddel i kartoffelavlen i 2020, men indgår i forsøgene, præciserer Sagro.
Dyr behandling
Sagro fastholder, at i de forsøg, hvor der alene er anvendt Gozai, er manglen på Reglone tydelig. Og bruger man Topgun (pelargonsyre) istedet, så matcher resultatet af behandlingen ikke behandlingsprisen på omkring 15.000 kroner pr. hektar.
Sagro fastholder derfor sit budskab om, at der ikke er reelle alternativer til Reglone.
jpj