Landbrugsstyrelsen har opdateret sit kort over oplande til søer med krav om skærpede fosforlofter.

- Kortet vil indgå i beregningen af jordbrugsvirksomhedernes fosforarealkrav i planperioden 2024/2025, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

Det opdaterede kort kan ses på MiljøGis. Ifølge styrelsen er der kommet nye arealer med krav til, mens andre er forsvundet.

- Det betyder, at mængden af fosfor, du må udbringe med gødningen på dit areal i planperioden 2024/2025 kan blive større eller mindre end før, lyder det.

Nye afgrænsninger

Det samlede areal med krav om skærpet fosforloft er stort set uændret i forhold til det gamle kort.

- Afgrænsningen af oplandene vil blive fastsat i bekendtgørelse om afgrænsning af oplande til søer med krav om skærpede fosforlofter, meddeler styrelsen, der forventer at sende et udkast i høring omkring den 24. maj.

Bekendtgørelsen skal træde i kraft den 1. august.

- Det betyder, at mængden af fosfor, du må udbringe med gødningen på dit areal i planperioden 2024/2025 kan blive større eller mindre end før

Landbrugsstyrelsen

I vandområdeplanerne for 2021-2027 er 368 søer omfattet af skærpede fosforlofter. Det svarer til 21 procent af landbrugsarealet. I de forrige vandområdeplaner var 417 søer og 22 procent af landbrugsarealet omfattet.

Kortet er opdateret i forhold til vandområdeplanerne 2021-2027, der blev vedtaget i 2023.